Jordskælv under europæisk fodbold – nu er der krig

»Vi fjerner flagene fra The Kop. Vi kan ikke længere støtte op om en klub, som sætter økonomisk grådighed højere end spillets integritet,« lyder en meddelelse fra en fanklub i Liverpool.

En seismisk rystelse, der truer hele det europæiske fodboldssystem – intet mindre. Sådan må man tolke reaktionen på udmeldingen om tilblivelsen af en ny European Super League (ESL) for 20 særligt inviterede klubber, der har det tilfælles, at de er rige og magtfulde. 12 har allerede meldt sig.

Der var larmende tavshed fra de fleste spillere og trænere, der vil blive del af ESL, men fra andre dele af den professionelle fodboldverden kom reaktionerne prompte.

»Jeg forelskede mig i fodbold på grund af tanken om, at mit lille hold kunne prøve kræfter med de største hold i Europa. Hvis ESL bliver virkelighed, er denne drøm forbi,« skriver den tidligere Manchester United-spiller Ander Herrera, der voksede op som fan af Real Zaragoza.

Og Queens Park Rangers angriber, Charlie Austin tilsluttede sig vreden:

»Fodbold, som vi kender det, vil blive fuldstændig smadret. Disse 6 (engelske) klubber er en skændsel og har lige bevist, at det for dem kun drejer sig om penge. Aflys pokalfinalen på søndag, fratag klubberne alle point, og ryk dem ned automatisk,« skrev Austin på Twitter.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, blev den første statsleder til at blande sig, da hans regering mandag fordømte ESL som et angreb på selve fodboldspillet og lovede handling for at forhindre det.

Fælles for de inviterede klubber er umådelig velstand. Bagmændene bag ESL er ifølge BBC, ejerne af Real Madrid og Manchester United.

Ejerne af de deltagende engelske klubber har det tilfælles, at de er relativt kyniske forretningsmænd: Joel Glazer (Man U.), Stan Kroenke (Arsenal,) John W Henry (Liverpool) og Roman Abramovich (Chelsea) er ikke nødvendigvis kendt for deres samfundssind.

Flere af disse klubber er blandt de sportsligt mest vindende i Europa. Men ikke alle kan prætendere at være »Super« rent sportsligt.

Tottenham, Arsenal og Atlético Madrid har aldrig vundet Europas fineste klubturnering. Det har klubber som Nottingham Forest og Aston Villa til gengæld, men sentimentalitet og historie har ingen plads i den nye hakkeorden.

De udvalgte klubber repræsenterer uomtvisteligt toppen af den økonomiske kransekage i europæisk fodbold. De udenlandske ejere har længe argumenteret for et mere globalt udsyn for spillets eliteklubber, hvilket vil kunne gavne deres investering i klubfodbold betragteligt.

Det er op til de respektive fodboldforbund, hvordan de vil håndtere den største udfordring mod den europæiske fodboldstruktur i mands minde, men da udbryderklubberne netop ønsker at bryde ud, så kan det blive vanskeligt at forhindre dem i det på nationalt og europæisk plan.

Til gengæld spekulerede flere medier i politiske alternativer. Mange af klubber bærer et bynavn. Det vil muligvis være politisk muligt at forhindre for eksempel Liverpool FC (der i øvrigt har forsøgt at tage patent på navnet Liverpool) eller Manchester United i at benytte bynavnet, skulle man ønske dette politisk.

Alt er i virkeligheden i spil nu. Fra landsholdsudelukkelse af spillere fra klubber i ESL til en udvidelse af turneringen udover Europas grænser. Flere ESL klubber kalder allerede den nye turnering for Super League.

Det store spørgsmål er om denne revolution i magtens og pengenes (og ifølge initiativtagerne, fodboldens) hellige navn, vil afføde en reaktion med fødderne blandt de millioner af tilhængere, der gør eliteklubbernes milliardindtjening mulig?

På græsrodsplan har der længe været voksende utilfredshed med pengemændenes totale dominans af engelsk fodbold.

Det er dog også muligt, at udsigten til kontinuerlige topkampe på tv hver uge på sigt vil trumfe det historiske og kulturelle tilhørsforhold til byer og kvarterer af storbyer.

Tilhængere af Arsenal eller Manchester City i Malaysia eller Kenya kan umuligt have samme bevæggrund til at holde med klubberne, som lokale fans for hvem klubtilhørsforhold ofte er gået i arv gennem mange generationer.

Måske afspejler fodboldrevolutionen udtænkt bag lukkede døre bare en uafvendelig globalisering af et spil, som er vokset så eksplosivt i værdi, at der nu er langt flere internationale fans end lokale af de respektive klubber.

Ifølge Financial Times, så står klubberne i det nye ESL til at få en velkomstbonus på mellem 200-300 millioner Euro. Det anslås, at TV-rettighederne vil kunne indbringe op til 4 milliarder euro årligt – dobbelt så meget som Champions League.

Endelig, så er der også det også muligt, at ESL mere end et virkeligt projekt er en nøje udtænkt presbold på UEFA og de nationale ligaer, der skal presse forbundene til at give de største klubber bedre vilkår.

Det er blevet rigtig dyrt at være blandt de bedste, og ikke så få af disse klubber kører med et så gigantisk underskud, at det kun er deres milliardærejeres villighed til at understøtte det enorme årlige tab, der gør gildet muligt.

Man må antage, at ophavsmændene til ESL har gennemtænkt de forskellige scenarier. Spørgsmålet er om de har gennemtænkt den brede, folkelige vrede, der formodentligt vil vokse de næste dage. Fodbold er ikke længere den arbejderklassesport det var engang. Men folkets stemme er stadig afgørende.

De næste dage og uger vil byde på en fuldstændig uforudsigelig krig om selve fodboldens hjerte. For hvad er egentligt vigtigst for fodboldelskere – fodbold som drømmens teater, hvor David i blandt slår Goliat, eller bare at få den bedst tænkelige underholdning uge efter uge?

Pengemændene bag Europas klubber mener at de har svaret, og de satser tilsyneladende hele butikken på at de har ret.