Natten til tirsdag har et jordskælv ramt flere turistområder i det østlige Middelhav – epicentret var tæt på den tyrkiske ferieby Marmaris.
Adskillige personer er kommet til skade, mens de i panik forsøgte at flygte fra deres hjem. En 14-årig dreng er omkommet.
»Et 14-årigt barn, der blev bragt til hospitalet efter at have haft et panikanfald under jordskælvet i vores Fethiye-distrikt (kystbyen Fethiye ligger øst for Marmaris, red.), kunne ikke reddes trods indgriben,« fortæller Idris Akbiyik, som er guvernør i Muğla-provinsen, til tyrkiske NTV.
I alt er der meldinger om 69 tilskadekomne. Blandt andet kom folk til skade efter at have forsøgt at hoppe ud fra vinduer og altaner, da jordskælvet ramte.
10 personer blev ifølge Idris Akbiyik kørt på hospitalet med ambulance, mens flere blev behandlet på stedet eller selv havde fundet vej til skadestuen.
Jordskælvet målte 5,8 på Richterskalaen og havde ifølge USAs Geologiske Institut epicenter fem kilometer syd for İçmeler, der ligger lige syd for Marmaris.
Tyrkiets katastrofeberedskabsmyndighed har bekræftet, at området er blevet ramt af et jordskælv, som skete i en dybde på knap 68 kilometer under jordoverfladen.
Jordskælvet fandt sted omkring klokken 02.17 natten til tirsdag.
Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, oplyser på sociale medier, at der foreløbig ikke er tegn på skader på beboelsesejendomme som følge af jordskælvet.
Ifølge AP melder tyrkiske NTV, at det også kunne mærkes i omkringliggende områder – herunder på den græske ø Rhodos, hvor rystelserne vækkede flere indbyggere.
Rhodos ligger syd for Marmaris.
