Kraftigt jordskælv rammer Venezuela på national helligdag
Flere bygninger er styrtet sammen efter et kraftigt jordskælv nær Venezuelas hovedstad, Caracas.

Flere bygninger er styrtet sammen efter et kraftigt jordskælv nær Venezuelas hovedstad, Caracas.

Et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på 7,1 har natten til torsdag dansk tid ramt det nordlige Venezuela.
Det oplyser USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) på sin hjemmeside.
Jordskælvet blev registreret onsdag eftermiddag lokal tid - efter midnat dansk tid - med epicenter i byen Montalban, der ligger omkring 20 kilometer vest for storbyen Valencia. Området ligger tæt på Det Caribiske Hav.
Rystelserne kunne også mærkes i Venezuelas hovedstad, Caracas, der ligger omkring 100 kilometer øst for Montalban. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- Nogle bygninger er styrtet sammen, og huse er kollapset, siger indenrigsminister Diosdado Cabello på stats-tv ifølge Reuters.
Der er endnu ikke oplysninger om, hvorvidt der er døde eller sårede.
Mange venezuelanere var hjemme, da jordskælvet ramte, fordi landet den 24. juni fejrer helligdagen Slaget ved Carabobo, som anses for den afgørende sejr i landets uafhængighedskrig mod Spanien i 1821.
Rystelserne i Caracas fik flere indbyggere til at forlade bygninger og søge ud på gaden, skriver Reuters.
- Det her jordskælv var forfærdeligt - endnu værre end det i 1967, siger den 80-årige pensionist Maria Romero, som bor i den sydlige del af Caracas, til Reuters.
Hun fortæller, at politiet hjalp hende med at komme ud og i sikkerhed.
Videoer viser udrykningskøretøjer rykke ud flere steder i Caracas, mens der er sket omfattende skader på facaderne på flere bygninger, skriver Reuters.
Flere indbyggere i den venezuelanske hovedstad har desuden mistet adgangen til strøm og forbindelsen til internettet.
- Flere vægge i min bygning har slået revner eller sprækker, siger et øjenvidne i Valencia til Reuters.
- Så snart rystelserne stoppede, evakuerede min mand og jeg.
Ifølge AFP kunne rystelserne også mærkes i nabolandet Colombias hovedstad, Bogota.
Umiddelbart efter jordskælvet udsendte USA's Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA) et varsel om risiko for en tsunami i Puerto Rico og på De Amerikanske Jomfruøer. Varslet er sidenhen blevet afblæst.
/ritzau/