Johnson & Johnson skal betale godt 54 milliarder kroner til en mand, der har udviklet bryster som følge af et præparat.

Det amerikanske medicinalfirma skal betale den enorme sum penge som kompensation for ikke at advare mod, at medicinen Risperdal kan forsage unormal brystvækst hos unge drenge og mænd som bivirkning.

Det har juryen i retten i Philadelphia bestemt, efter 26-årige Nicholas Murray har fortalt, at medicinen fik ham til at udvikle bryster, skriver The Philadelphia Inquirer.

I retssagen blev medicinalfirmaet anklaget for at tjene milliarder af dollars på at markedsføre medicinen uden at fortælle om dets konsekvenser. Medicinen bruges blandt andet til at behandle skizofreni og bipolar lidelse.

Nicholas Murrays anklagere fremførte i retten, at Risperdal har forårsaget uhelbredelig mandlig brystudvikling hos Murray, som han nu skal kompenseres for med, hvad der svarer til 8 milliarder dollars. Murray fik ordineret medicinen i 2003 som behandling for autisme.

Medicinalfirmaet Johnson & Johnson modsiger sig kendelsen og ventes at anke den.

»Virksomheden er overbevist om at afgørelsen vil blive omstødt. Vi vil arbejde med det samme for at få den her overdrevne og ubegrundede dom afsat,« lyder det i en pressemeddelelse.

Medicinen blev godkendt til behandling af voksne i 1993 i USA. Johnson & Johnson havde ifølge The Philadelphia Inquirer et overskud på 103 milliarder i 2018.