Mens senator John McCain lørdag blev mindet af blandt andre Barack Obama og George W. Bush, spillede Donald Trump golf. Alligevel var præsidenten allestedsnærværende. Det sørgede John McCains datter Meghan for.

»Vi er samlet her for for at sørge over en stor amerikaners død. Den ægte vare, ikke bare billig snak fra mænd, som aldrig ville kunne nærme sig de ofre, han så villigt gav,« sagde hun i en tårevædet tale til sin elskede far.

»Heller ikke den opportunistiske tilgang fra dem, som levede et liv i velbehag og med privilegier, mens han sled og tjente,« fortsatte hun.

Det var et ætsende angreb på netop Donald Trump, der nægtede at anerkende John McCain som en rigtig krigshelt, fordi den nu afdøde senator blev taget til fange under Vietnamkrigen.

»Jeg kan lide folk, der ikke blev taget til fange,« har Donald Trump – som ifølge New York Times fik sin session udsat fem gange under Vietnamkrigen og aldrig blev udsendt.

Meghan McCain under sin tale.
Meghan McCain under sin tale. Foto: Chris Wattie/AFP
Vis mere

De to tidligere præsidenter Barack Obama, George W. Bush og mange andre fra den absolutte top af det politiske liv i USA var blandt tilhørerne i kirkerummet i National Cathedral, hvor Meghan McCain fortsatte med at lange ud efter sin fars mangeårige fjende Donald Trump.

»John McCains Amerika behøver ikke at blive gjort stort igen, for Amerika var altid stort,« sagde hun, mens hun kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Endnu en bitter kommentar til Donald Trump og hans berømte slogan 'Make America Great Again'.

Meghan McCain var meget berørt under mindehøjtideligheden for hendes afdøde far i Washington.
Meghan McCain var meget berørt under mindehøjtideligheden for hendes afdøde far i Washington. Foto: Jae C. Hong/Reuters
Vis mere

Et af den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCains sidste ønsker var, at Donald Trump skulle holde sig langt væk fra mindehøjtideligheden.

Det ønske honorerede Donald Trump. Mens McCain blev mindet i Washington, spillede præsidenten golf på sin helt egen bane, Trump National Golf Club, i Loudoun County i staten Virginia.

'Gør USA stort igen,' lød det kortfattet – og med versaler – i et tweet fra præsidenten, der sandsynligvis var et svar på tiltale efter Meghan McCains tale.

John McCain døde den 25. august af en aggressiv form for kræft i hjernen. Han blev 81 år.