John Kerry vil se handling. Nu. Øjeblikkeligt.

»Der er ikke tid til mere 'bullshit'. Vi kan ikke bluffe os ud af det her,« siger han.

Det er på klimaområdet, at den amerikanske politiker i et interview med tv-stationen CBS råber op.

USA har i de seneste uger været ramt af voldsomt vintervejr. Det er blandt andet gået hårdt ud over New York på østkysten, mens sydstaten Texas senest har været lammet – her er eksempelvis en 11-årig dreng død på grund af de lave temperaturer i staten, hvor indbyggerne har manglet vand, varme og elektricitet.

Vintervejr i New York.
Vintervejr i New York. Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

I den forbindelse gør John Kerry opmærksom på, at mange tror, at når man taler om klimaforandringer, så handler det kun om højere temperaturer på kloden. Men det er faktisk drivhuseffekten, der er skyld i det usædvanlige vintervejr, påpeger han.

»Jeg mener, at det er en passende måde at se det på: Det er direkte relateret til opvarmningen, selvom man instinktivt vil sige, at det er en ny istid. Men det er det ikke. Det skyldes den globale opvarmning, og det truer alle normale vejrmønstre,« siger John Kerry og tilføjer om det vilde vintervejr i USA:

»Vi skal selvfølgelig gøre alt for, at det her ikke bliver den nye normal.«

John Kerry står i spidsen for USAs klimapolitik under præsident Joe Biden, der hurtigt efter sin tiltræden i januar genindmeldte landet i den såkaldte Parisaftale, efter at Donald Trump tidligere sagde farvel og tak til de verdensomspændende klimamål om blandt andet at nedbringe mængden af drivhusgasser.

Texas-borgere i kø efter rent vand.
Texas-borgere i kø efter rent vand. Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Der er dog allerede brug for endnu skrappere tiltag, mener den amerikanske toppolitiker.

»Om vi så alle gør alt det, vi skrev under på i Paris, vil Jordens gennemsnitstemperatur stadig stige med omkring 3,7 grader, hvilket er katastrofalt,« siger John Kerry.

Og han påpeger, at uret tikker. Tiden er ved at løbe ud.

»Altså, forskerne sagde for tre år siden, at vi havde 12 år til at undgå de værste konsekvenser af klimakrisen. Nu er der gået tre år, så vi har ni år tilbage,« siger John Kerry.

USA er verdens næststørste udleder af drivhusgasser, efter Kina.