Donald Trump Jr. gav Jørgen Boassen en varm og inderlig krammer, da han mødte ham i lufthavnen. 

For 50-årige Jørgen Boassen havde æren af at være vært for den kommende præsidents søn, da han tirsdag – til stor international opmærksomhed – gæstede Grønland.

»Han (Donald Trump Jr., red.) blev med det samme glad, da han så mig. Han er en mand, der er meget nede på jorden,« siger Jørgen Boassen til B.T. 

Det er heller ikke tilfældigt, at det lige er Jørgen Boassen, der skulle være vært for Donald Trump Jr. tirsdag. For det er ikke første gang, at MAGA-støtten fra Grønland og Donald Trumps søn møder hinanden. 

Da Jørgen Boassen var med til at føre kampagne for Donald Trump under præsidentvalget i november, mødte de hinanden kort under den kommende præsidents valgfest. 

»Må jeg kontakte dig på et tidspunkt?« spurgte Donald Trump Jr. afslutningsvis, som Jørgen Boassen takkede ja til. 

To måneder senere fulgte han op på sit løfte. 

Det var kun få timer, som Donald Trump Jr. skulle tilbringe i Grønland tirsdag. Alligevel var der en del på programmet. 

Først og fremmest et møde med Hans Egedes statue, en middag på Hotel Hans Egede og derefter en tur på Nationalmuseet. 

Og hele ruten blev ført an af Jørgen Boassens bil, der »naturligvis« var udstyret med en MAGA-kasket, griner han. 

Ifølge Jørgen Boassen var der én rød tråd igennem hele besøget – hvor interesseret Donald Trump Jr. var i Grønland, både kulturelt, historisk og på det personlige plan. 

»Han var meget interesseret i at høre, hvad folk havde at sige. Og så havde han noget karisma. Han havde kun to livvagter med, og der var ingen pomp og pragt, som når Kongehuset besøger os,« siger han. 

Flere MAGA-fans var mødt op i lufthavnen i Nuuk for at byde Donald Trump Jr. velkommen tirsdag. 
Flere MAGA-fans var mødt op i lufthavnen i Nuuk for at byde Donald Trump Jr. velkommen tirsdag.  Privatfoto

»Folk kunne godt lide, hvor folkelig og afslappet han var.« 

Undervejs blev snakken også mere politisk, da Donald Trump Jr. ifølge Jørgen Boassen spurgte flere grønlændere, om de havde lyst til at blive en del af USA. 

»Folk reagerede forskelligt – nogle ville gerne, nogle ville ikke. Nogle fortalte, at de føler sig udstødte af danskerne, og at det kun bliver et sværere og sværere liv i Grønland med dyre fødevarepriser,« siger Jørgen Boassen. 

Lige præcis på dette område mener Jørgen Boassen, at Donald Trump Jr. gjorde én ting, der helt og aldeles adskiller ham fra danskerne. 

»Han var nem at tale med. Til forskel for danskerne er den almindelige amerikaner faktisk interesseret i Grønland – der blev lyttet til vores problemer og spurgt ind til vores baggrund,« siger han. 

Jørgen Boassen mener, at man i Danmark nemt kan blive reduceret til »bare en grønlænder«, og at danskernes interesse for Grønland er forsvundet »for længe siden«. 

»Det var befriende, at man for en gangs skyld følte, at man blev lyttet til,« siger Jørgen Boassen. 

I slutningen af besøget var det meningen, at Jørgen Boassen skulle have været med ude og se privatflyet 'Trump Force One' på landingsbanen i lufthavnen i Nuuk. 

Jørgen Boassen sammen med den konservative aktivist og Donald Trump Jr.s ven, Charlie Kirk, i Nuuk. 
Jørgen Boassen sammen med den konservative aktivist og Donald Trump Jr.s ven, Charlie Kirk, i Nuuk.  Privatfoto

»Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Han (Donald Trump Jr., red.) kom tilbage til securityområdet meget skuffet. Men så takkede han for denne gang og sagde, at vi ses igen,« fortæller Jørgen Boassen. 

Efter besøget er Jørgen Boassen og hans samlever ligeledes blevet inviteret med til Donald Trumps præsidentindsættelse den 20. januar. 

En invitation, de med glæde har takket ja til, fortæller han.