En jødisk skole i Hollands hovedstad, Amsterdam, er blevet beskadiget af en eksplosion.

Det siger borgmesteren i Amsterdam, Femke Halsema, lørdag morgen til det hollandske nyhedsbureau ANP.

Hun omtaler hændelsen som et målrettet angreb mod det jødiske samfund.

Skolen ligger i et finere kvarter i den sydlige del af hovedstaden.

- Dette er en kujonagtig aggressionshandling mod det jødiske samfund. Jøder i Amsterdam konfronteres i stigende grad med antisemitisme. Det er uacceptabelt, siger borgmesteren i en udtalelse.

Halsema siger til ANP, at eksplosionen har forårsaget begrænsede skader. Der er desuden ingen meldinger om tilskadekomne.

Mediet De Telegraaf skriver, at der på sociale medier cirkulerer optagelser fra en gruppe, der kalder sig Islamic Resistance Movement.

Gruppen har ifølge mediet taget skylden for angrebet mod den jødiske skole. Dette er ikke blevet bekræftet af myndighederne.

Meldingen om angrebet på skolen skriver sig ind i en række af hændelser, der har ramt jødiske mål de seneste dage.

Natten til fredag blev en synagoge i Rotterdam udsat for et brandattentat.

Også i den forbindelse dukkede Islamic Resistance Movements logo op, skriver De Telegraaf.

Ingen kom til skade ved brandattentatet, men det førte til, at politiet har øget bevogtningen af andre synagoger i Hollands næststørste by.

Politiet anholdt fire mænd i den sag. De er i alderen 17 til 19 år.

Mændene blev anholdt, da de ifølge politiet kom kørende i en bil mistænkeligt tæt på en anden synagoge end den, der natten til fredag blev angrebet.

Efterfølgende lød det, at det var uklart, om det var mændenes hensigt at angribe andre synagoger.

Få dage inden brandattentatet i Rotterdam blev en synagoge i Liège i nabolandet Belgien ramt af en eksplosion.

Eksplosionen i Liège fandt sted mandag. Heller ikke her kom nogen til skade.

Og torsdag blev en synagoge i Detroit i den amerikanske delstat Michigan tilsyneladende angrebet, da en lastbil kørte ind i synagogen.

Hændelserne er sket, efter at USA og Israel indledte et omfattende angreb mod Iran den 28. februar.

/ritzau/Reuters