Podcast-sværvægteren Joe Rogan gør det igen. Kommer med en voldsom kritik af Donald Trump.

»Vi har muligvis 'fucket det op' ved at angribe Iran. Der er ingen konservative, der ønsker den her krig, og de fleste ønsker den ikke med undtagelse af folk, der støtter Israel,« lyder det i seneste udgave af podcasten 'The Joe Rogan Experience'.

Joe Rogan (bagerst th.) i samtale med sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. under et besøg hos Donald Trump i Det Hvide hus i april i år. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skriver flere medier som USA Today og The Hill.

Og dermed går Joe Rogan igen i flæsket på den amerikanske præsident, efter at han tidligere ellers har været betragtet som en loyal støtte.

Forholdet mellem de to er dog efterhånden svært at blive klog på.

Podcastværten har i år således flere gang kritiseret både Donald Trumps politik og udmeldinger i skarpe vendinger. 

Joe Rogan (th.) i kamparenaen i forbindelse med UFC-stævnet ved Det Hvide Hus for få uger siden. Foto: Kent Nishimura/AFP/Ritzau Scanpix

Men omvendt spillede han for kun få uger siden en markant rolle, da der blev afviklet et UFC-stævne foran Det Hvide Hus med Donald Trump på tilskuerpladsernes forreste række.

Den nye kritik i forhold til krigen i Iran rammer dog i samme rille, som mange andre tidligere Trump-støtter er hoppet i. 

Som medieprofilerne Tucker Carlson og Megyn Kelly, som kommentatoren Matt Walsh, som det tidligere kongresmedlem Marjorie Taylor Greene.

De har alle kritiseret den amerikanske præsident for at løbe Israels ærinde ved at gå i krig med Iran.

Donald Trump har efterhånden fået kritik fra mange sider for krigen i Iran. Foto: Win Mcnamee/AFP/Ritzau Scanpix

Som Joe Rogan også siger i seneste afsnit af sin podcast:

»De fleste personer er forfærdede over det, fordi Trump vandt valget. Og en af hans mærkesager var jo tilsyneladende, at han ikke ønskede flere krige.«

'The Joe Rogan Experience' er den mest populære podcast på Spotify med 11 millioner afspilninger per afsnit.

Han betragtes som en væsentlig årsag til, at Donald Trump vandt valget i 2024 på grund af hans popularitet blandt mandlige og unge vælgere.