Ifølge den populære amerikanske podcastvært, Joe Rogan, er der en helt særlig – og meget kuriøs – grund til, at Donald Trump startede krigen i Iran. 

For står det til ham, så indledte den amerikanske præsident krigen for at distrahere den amerikanske offentlighed fra Epstein-filerne. 

Det skriver det britiske medie Independent.

Den kontroversielle udtalelse falder i Joe Rogans podcast, 'The Joe Rogan Experience', hvor komiker Arsenio Hall hævder, at 'vildledning' er en del af 'historien om amerikansk politik'.

Joe Rogan giver Hall ret og peger på, at daværende præsident, Bill Clinton, ifølge ham lod USA »bombe andre lande« – med henvisning til bombning af Jugoslavien i 1999 – for at aflede opmærksomheden fra Monica Lewinsky-skandalen. 

Podcastværten hævder, at en amerikansk krig i Iran er det nyeste eksempel på politikere, der bruger krig som afledning fra indenrigspolitik. 

»Se, Epstein-filerne kommer frem – vi går i krig med Iran. Det er en god måde at få folk til at holde op med at tale om bestemte ting,« siger Joe Rogan.

Donald Trump er nævnt adskillige gange i Epstein-filerne, ligesom hans venskab med den nu afdøde finansmand og seksualforbryder er dokumenteret. 

Donald Trump er ikke blevet anklaget eller sigtet for nogen forbrydelser relateret til Epstein. Han har flere gange insisteret på, at han længe før Epsteins dom om at have rekrutteret en mindreårig til prostitution, afbrød venskabet.