Så bed han endelig på krogen.

Efter flere måneder, hvor Donald Trump har insisteret på, at Joe Biden er dement og bør få taget en test af sine kognitive evner, lod Joe Biden sig for alvor provokere af Trumps kampagne onsdag. Det resulterede i et interview, der har givet genlyd i USA.

Optrinnet skete på CBS News. Her stillede journalisten Eroll Barnett følgende spørgsmål:

»Din modstander i den her valgkamp (Donald Trump, red.) har gjort din mentale tilstand til et emne. Da du blev spurgt i juni, om du er blevet testet for, om din kognitive tilstand er for nedadgående, svarede du, at du bliver testet konstant, fordi du er i situationer som denne,« sagde Eroll Barnett og spurgte så:

»Men vil du ikke lige gøre det helt klart: Har du fået foretaget en test af dine kognitive evner?«

Bidens reaktion er siden blevet beskrevet af flere amerikanske medier som et optrin, hvor 'filmen knækkede':

»Nej, jeg har ikke taget en test. Hvorfor fanden skulle jeg tage en test? Kom nu, mand. Det er som at sige til dig: 'Du, har du taget en test, før vi kom på skærmen, af, om du har taget kokain eller ej? Hvad siger du til det? Er du junkie?',« spurgte Joe Biden Eroll Barnett.

Værten Eroll Barnett: »Hvad siger du til, at præsident Trump blærer sig med sine kognitive test og gør det her til et emne, vælgerne skal forholde sig til?«

Joe Biden: »Hvis ikke han kan kende forskel på en elefant og en løve, så ved jeg ikke, hvad fanden han taler om. Jeg mener: Kom nu, mand. Jeg ved godt, du forsøger at anspore mig her, men jeg siger bare: Jeg glæder mig til at deltage i debatter med præsidenten.«

»Der er masser af tid endnu. Og, som jeg jokede med…. Nej, nu kommer jeg til at sige noget, jeg ikke bør sige. Nej: Jeg glæder mig at lade amerikanerne bedømme min mentale og fysiske tilstand og danne deres egen mening om, hvem jeg er.«

Siden interview-bidden blev offentligjort, har debatten kørt i amerikanske medier.

Kort efter reagerede Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., på Twitter, ved at beskylde Joe Biden for direkte at have løjet om, at han har fået testet sine kognitive evner.

'Han har helt klart sagt, at han bliver testet, han har sagt 'konstant' testet. Hvad har forandret sig? Hvilken af udtalelserne er direkte løgn? Måske kan han bare ikke huske, om han har fået en kognitiv test eller ej?,' skrev Donald Trump Jr. på Twitter.

CNN har efterfølgende faktatjekket, om Joe Biden nogensinde har sagt, at han får sine kognitive evner testet, og det har han tilsyneladende ikke.

Han har henvist til, at hans deltagelse i valgkampen – via interview og debatter – er en konstant test af hans mentale tilstand.

Over for mediet Politico har Joe Bidens kampagnefolk forsvaret Joe Bidens hårde udfald under interviewet:

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere

»Det var et latterligt spørgsmål, der fortjente et svar, som udstillede dets absurditet,« lyder det.

Donald Trump og Joe Bidens kognitive evner er blevet et emne i valgkampen, fordi Donald Trump flere gange har beskyldt Joe Biden for at være dement.

Også kandidaternes alder gør, at medierne beskæftiger sig med, om de er mentalt og fysisk robuste nok til at bestride embedet.

Donald Trump er 74 år gammel, Joe Biden er 77.