»Venner, jeg ved, hvad kræftforskning betyder.«
Sådan lød det fra Joe Biden, skriver avisen New York Post.
Med en tilsyneladende frisk bandage på hovedet fortalte Joe Biden fredag til demokraterne til Ben Nelson Gala i Omaha i Nebraska, at hans nu afdøde søn burde være blevet valgt til præsident til det amerikanske valg for fem år siden - ikke ham selv.
I talen henviste Joe Biden til sin ældste søn Beau Biden, der tilbage i 2015 døde som følge af en hjernetumor:
»Kræft rammer enhver familie. Det har ramt min familie hårdt.«
Ifølge mediet gjorde Joe Biden dette for at angribe Trump, som han beskyldte for at have skåret ned på statslig finansiering til kræftforskning, efter den tidligere præsidents egen administration ifølge ham havde gjort dette til en prioritet.
I talen fortalte Joe Biden også, hvordan hans ældste søn meldte sig frivilligt til at tage til Irak i et år, selvom han ikke behøvede det. Og at hans søn kom tilbage med glioblastom i stadie fire, fordi han ifølge Joe Biden boede i en »burn pit« (et område af en militærbase, hvor man brænder store mængder affald af) ligesom »de fyre gjorde den 11. september«, og sønnen døde.
Biden, der senere i november fylder 83 år, fik selv tidligere i år konstateret prostatakræft i stadie fire.
Årsagen til, hvorfor han til fredagenss tale havde en bandage på den øverste venstre del af hovedet, er stadig uklar, men tilbage i august fik han en såkaldt Mohs-operation - som bruges til at behandle hudkræft - hvor han efterfølgende blev spottet med en stor forbinding og senere et helende sår på en anden del af hovedet.
