Joachim B. Olsen: 'Pia Olsen Dyhr står afklædt tilbage'
Ifølge B.T.s politiske kommentator er Dyhrs ansættelse af en særlig rådgiver, der har krænket en partifælle, 'hyklerisk'. Og med håndteringen står hun 'afklædt tilbage'.

Ifølge B.T.s politiske kommentator er Dyhrs ansættelse af en særlig rådgiver, der har krænket en partifælle, 'hyklerisk'. Og med håndteringen står hun 'afklædt tilbage'.

»Sjældent har jeg set så dårligt et boldøje i dansk politik.«
Sådan siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen om SF's partiformand Pia Olsen Dyhrs håndtering af sagen om hendes særlige rådgiver, Thomas Nystrøm, som netop er blevet hyret af ministeren på trods en krænkelsessag i SF.
Joachim B. Olsen mener, at Dyhr »står politisk afklædt tilbage.«
»Det er det mest forudsigelige, at det ville føre til en masse negativ opmærksomhed,« siger han.
Økonomi- og indenrigsministerens særlige rådgiver har erkendt at have krænket SF-politikeren Lotte Kofoed. Det betød, at han blev smidt ud af partiet for seks år siden.
Det fik Lotte Kofoed til på Folkemødet fredag at sætte sig blandt publikum under Pia Olsen Dyhrs tale og hive et papskilt op, hvor der står 'aldrig mere i SF'
»Det blev historien, og det skygger jo fuldstændig for Pia Olsen Dyhrs politiske budskaber,« siger Joachim B. Olsen.
Han mener, at det er »ironisk«, at Pia Olsen Dyhr ansætter en særlig rådgiver, der skal få problemer til at gå væk.
»Og så bliver rådgiveren selv til et problem,« siger han.
Ifølge Joachim B. Olsen må Pia Olsen Dyhr have kunnet gennemskue, at det ville give problemer med rådgiverens fortid.

»Det er et gigantisk problem for hende, at der allerede har været kritiske udmeldinger fra SF’s lokalforeninger, og det tager fokus fra hendes politiske budskaber. Og jeg skal hilse at sige, at det ikke svært at finde SF’ere, der undrer sig højlydt,« siger Joachim B. Olsen.
Han mener også, at SF står med et særligt problem, fordi partiet har stået 100 procent på kvindernes side i metoo-debatten.
»Det er hyklerisk. Der er ikke sammenhæng mellem det politiske budskab og det image, partiet har, og så den måde, som partiformanden handler på,« siger Joachim B. Olsen.
Pia Olsen Dyhr sagde tidligere i dag, at Thomas Nystrøm har begået 'en alvorlig forseelse', men hun sagde også, 'at der er gået lang tid'.
Og hun understreger, at 'man skal have en chance mere'.
Fredag fortalte Lotte Kofoed i radioprogrammet ‘Det vi taler om’, at Thomas Nystrøm blandt andet skulle havet taget hånden ned i hendes trusser og rørt ved hendes skamlæber.
Kofoed vil have Pia Olsen Dyhr til at tage ansvar i sagen.
Joachim B. Olsen undrer sig over partiformanden.
»Det tager lang tid at bygge tillid op, men den kan smadres på et splitsekund. Og det er Pia Olsen Dyhr godt i gang med,« siger han.
Fredag tidlig aften erkendte Pia Olsen Dyhr over for DR, at Thomas Nystrøm siden sin fyring stadig er kommet med politiske input til hende. Også selvom han var ansat i Danmarks Naturfredningsforening.
Samarbejdet er dog sket på et mere uformelt niveau, hvor Thomas Nystrøm har været frivillig i SF.
»Det giver Pia Olsen Dyhr et kæmpe troværdighedsproblem, at hun fyrer ham for så at samarbejde med ham bag om ryggen på offentligheden,« siger Joachim B. Olsen.