Mandag blev israelske gidsler i Gaza returneret til deres hjemland. Det var aldrig sket, var det ikke for den amerikanske præsident, Donald Trump.
Det mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, der siger, at Donald Trump har spillet en særlig rolle i deres strategi for at få gidslerne fri.
»Når Hamas tidligere har udleveret gidsler, har det været på tidspunkter, hvor de har været presset militært. Det har Trump forstået og stået bag,« siger B.T.s politiske kommentator.
Som en del af den første fase af en fredsaftale mellem Israel og Hamas, blev alle levende israelske gidsler mandag udleveret til Israel.
Det mener Joachim B. Olsen ikke mindst skyldes Israels intense militære pres på Hamas i Gaza By, som Donald Trump har støttet.
»Trump forstod, at Israel ikke kunne stoppe sin offensiv i Gaza og samtidig få gidslerne tilbage,« lyder det fra Joachim B. Olsen, der tilføjer:

»Når det her lander i dag, skyldes det den 'God cop, bad cop'-strategi, Trump og Netanyahu har haft. Israel har gjort det hårde arbejde rent militært, og Donald Trump har hele vejen igennem støttet dem.«
Samtidig peger han på, at øvrige nationsledere – herunder den danske regering – har kritiseret Israel for at anvende unødig militær magt i konflikten med Hamas.
Der mener Joachim B. Olsen, at Donald Trump forstod, at fortsat militær støtte til Israel var nødvendigt, indtil betingelser for en aftale var på plads:
»Trump-administrationen har med dygtige forhandlere arbejdet i kulisserne om at få samlet de arabiske lande, så Hamas vil indgå en aftale,« siger Joachim B. Olsen.

Kritikere af Israel har ment, at det har kostet for mange palæstinensiske liv. Kaster det ikke en skygge over den aftale, Trump har været inde over?
»Jeg tror, det bliver modsat. Når vi kommer længere hen, og vi får mere indsigt, tror jeg, man vil se anse det som en bemærkelsesværdig militærbedrift. Israel har kæmpet en af de sværeste bykrige nogensinde,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Det har kostet civile liv, men når krigens tåge letter, så vil det være den modsatte fortælling, der vil stå: At så svær en krig kan vindes med så få civile tab som konsekvens af krigen,« siger han.