Joachim B. Olsen: 'Den franske stat har ikke voldsmonopolet'
400–500 gymnasier er lukket mandag i Frankrig. Tirsdag kalder arrangører til nye protester, efter en uge hvor en lærer fik hældt benzin på sig, og en brandmand blev indhyllet i flammer.

400–500 gymnasier er lukket mandag i Frankrig. Tirsdag kalder arrangører til nye protester, efter en uge hvor en lærer fik hældt benzin på sig, og en brandmand blev indhyllet i flammer.

Mandag kan være stilhed før stormen.
Arrangørerne bag sidste uges demonstrationer i Frankrig, hvor gymnasieelever protesterede mod blandt andet manglende lærere og længden på skoledagene, opfordrer nemlig til at genoptage demonstrationerne tirsdag, skriver France Info.
Undervisningen er helt eller delvist lukket i 400-500 gymnasier mandag. I hovedstadsområdet er en tredjedel af gymnasierne lukkede, ifølge det franske medie France 24.
Protesterne udviklede sig til voldsomme optøjer flere steder i sidste uge, idet gymnasieelever satte ild til genstande, begik hærværk og var i konfrontation med politiet.
Optøjerne fik B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, til at reagere på det sociale medie X:
»De her barbarer er født i Frankrig og deres andel af befolkningen vil vokse markant i de kommende årtier. Det vil den her type voldsorgier dermed også. De europæiske regeringer er impotente. De sætter konventioner over deres egne befolkningers ret til orden og frihed,« skrev han og fortsatte:
»Men på et tidspunkt får befolkningerne nok, og så kommer der partier og bevægelser, som får front national (højreorienteret parti i frankrig, red.) til at virke som blødsødne humanister. Det er Europas fremtid og det bliver Macrons arv, når vi ser tilbage om 20-30 år.«

Han understreger, at der kan være legitime grunde til at demonstrere, men at demonstrationerne vidner om et kultursammenstød.
»Der er ikke kontrol. Politiet bliver jagtet rundt og overfaldet. Den franske stat har mistet voldsmonopolet,« fortæller Joachim B. Olsen nu til B.T. og tilføjer:
»Videoer af demonstrationerne viser, at overvejende unge med anden etnisk baggrund deltager. De næste tyve års befolkningsfremskrivelser viser, at folk med MENAPT-baggrund fordobler. Hvis unge født i Frankrig allerede har denne tilgang, så er der intet, der indikerer, at næste generation ikke også vil være på samme måde.«
Ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Centers befolkningsfremskrivelser vil antallet af muslimer i Frankrig fordoble i 2050 i scenarier med høj eller mellemhøj indvandring.
Myndigheder angrebet
Videoer fra Frankrig viser en lærer få benzin hældt på sig, mens en anden viser en brandmand i brand som følge af en eksplosion i løbet af en demonstration i Bordeaux. En tredje video viser, hvordan en politibil bliver forfulgt af unge i Pantin.
78 medarbejdere i uddannelsessystemet er blevet såret ifølge undervisningsminister Édouard Geffray. Der er blevet sat brand til eller begået hærværk mod 24 skoler, mens omkring 170 elever er blevet såret.
Frankrig bruger allerede 199,2 milliarder euro på uddannelse i 2025, hvilket svarer til 6,7 procent af BNP. Til sammenligning bruger Danmark 6 procent af BNP på uddannelse.
Fagforeningen for lærere i Frankrig viser, at der er lærermangel, og nogle af skolerne er nedslidte. Er det ikke fair at demonstrere mod det?
»Det er fair at demonstrere. Men det her er optøjer med hærværk, hvor skoler er brændt ned og myndighederne er blevet overfaldet.«
Mere end 5000 mennesker er siden mandag blevet anholdt.