USAs nyindsatte præsident nævnte ikke Grønland med et ord under sin tale ved indsættelsen.
Til gengæld langede han hårdt ud efter Panama.
Men hvis man dermed tror, at Danmark kan ånde en lille smule lettet op i forhold til den grønlandskrise, som har fyldt alt i dansk politik på det seneste, så tager man fejl.
Det mener i hvert fald B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
»Det kan godt være, at han ikke nævnte Grønland. Men det her var ikke det, Mette Frederiksen og den danske regering havde håbet på,« slår Joachim B. Olsen fast.
»Donald Trump siger jo samtidig, at USA vil udvide sit territorie. Og det kan jo enten betyde Canada eller Grønland, hvis man ser på, hvad han tidligere har talt om.«
»Og det bliver nok ikke Canada trods alt,« mener Joachim B. Olsen.
Hvad mener du om Danmarks strategi indtil videre?
»Man skal gøre op med sig selv, hvad man vil. Danmark har valgt en forsigtig stil denne gang. I 2019 kaldte man et salg af Grønland for absurd. Og det gjorde ham virkelig sur,« siger Joachim B. Olsen.
»Man har valgt en mere forsigtig stil denne gang. men det store spørgsmål for mig er, om forsigtighed ikke bliver opfattet af Donald Trump som svaghed,« tilføjer han.
Men hvis man reagerer hårdt og bliver vred og forsøger at feje det af bordet, risikerer man vel, at han bliver virkelig vred?
»Jo, det er en risiko. Men jeg synes også, at når han står og taler om at udvide, så er det jo noget, han bliver nødt til at levere på,« siger Joachim B. Olsen.
»Så for mig at se, er der ikke noget, der i denne her tale tyder på, at denne her forsigtighed har dæmpet Trump,« tilføjer han.
Joachim B. Olsen ærgrer sig over, at Mette Frederiksen har deponeret snakken om Grønlands fremtid i Nuuk.
»Jeg mener, at hun burde have sagt, at så længe Grønland er i Rigsfællesskabet, så fastsættes udenrigspolitikken i København og ikke i Nuuk,« siger han.
»Nu kan amerikanerne jo bare henvende sig i Nuuk,« tilføjer Joachim B. Olsen.
Kan man forestille sig, at Mette Frederiksens strategi med at henvise til Nuuk er et led i en plan om at trække tiden ud? Det er vel trods alt tvivlsomt, om Grønland kan opnå afhængighed inden for de kommende fire år, hvor Donald Trump er præsident?
»Ja, det kan man godt. Men vi har på den anden side ingen som helst interesse i at bruge fire år på at diskutere med USA,« siger Joachim B. Olsen.
»Derfor burde vi have gjort det klart for amerikanerne, at udenrigspolitikken varetages i København, præcis som Grundloven foreskriver.«
»Hvis du har et problem med Grønland, så kan du henvende dig hos mig. Det var det, hun burde have sagt,« understreger Joachim B. Olsen.
Følg Trumps indsættelse i B.T.s LIVE-blog lige her.