USA's tidligere præsident Jimmy Carter er død.

Det skriver Reuters.

Han blev 100 år gammel.

Jimmy Carter var den 39. præsident i USA - han besad posten fra 1977 til 1981.

Jimmy Carter ved sin hustrus begravelse sidste år.
Jimmy Carter ved sin hustrus begravelse sidste år. Alex Brandon/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge The Washington Post bekræfter hans søn dødsfaldet, men angiver ikke nogen årsag.

Jimmy Carter har dog gennem længere tid været syg med kræft. Sidste år valgte han - efter en række ophold på hospitalet - at han ikke længere ville modtage medicinsk behandling.

Han ville i stedet tilbringe sin sidste tid hjemme med hospicepleje.

I mere end 77 år var han gift med Rosalynn Carter. Hun døde 19. november 2023 i en alder af 96 år.

Ifølge The Washington Post var hendes begravelse, hvor han sad på forreste række i kørestol, hans sidste officielle optræden.

Deres ægteskab var det længste præsidentielle ægteskab i USA's historie. Sammen fik de desuden fire børn.

Før sin præsidentperiode var Jimmy Carter guvernør i Georgia fra 1971 til 1975.

I 2002 modtog han Nobels Fredspris for årtiers arbejde for fredelige løsninger på internationale konflikter og for at promovere demokrati og menneskerettigheder.