»Det begynder med frygt, og så bliver det til vrede.«

Sådan siger den grønlandske leder og formand Naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen. 

Ordene falder, da han skal forholde sig til den tumultariske tid, hvor han har siddet med styrepinden i Grønland.

Han er til Copenhagen Democracy Summit i København, hvor også B.T. er til stede.

Jens Frederik Nielsen overtog posten som landsstyreformand i april 2025, kort efter at den amerikanske præsident Donald Trump blev indsat i sin anden periode.

Og det har ikke skortet på trusler fra præsidenten. Flere gange har han sagt, at han vil have Grønland 'af sikkerhedsmæssige grunde'. Og selvom andre dagsordener herunder Iran-krigen pt. fylder, så tror Jens Frederik Nielsen ikke, at præsidentens drøm om at herske over Arktis er væk.

»Der har været et uacceptabelt pres på os. At verdens supermagt truer med at udrulle dets militær i Grønland og invadere vores land. Vi ved også, at Trump stadigvæk har trang til at få kontrol med Grønland,« siger Jens Frederik Nielsen, da B.T. spørger ind til, hvordan det har været for landsstyreformanden.  

Truslerne fra Donald Trump har blandt andet skabt den barokke situation, at USA pludselig truede med at angribe et andet Natoland - om nødvendigt med militær magt. Hvilket så i princippet skulle udløse artikel fem i Nato, den såkaldte musketered. Hvorfor USA så skulle komme Grønland til hjælp mod, ja USA. 

Hvilket fik statsminister Mette Frederiksen til at sige, at hvis USA gjorde alvor af at angribe Danmark, så ville ‘alting høre op’.

Trumps fortsatte trusler fik først på året en række europæiske lande til at skærpe tonen over for USA. 

Donald Trump vil stadig overtage Grønland, mener landsstyreformand Jens Frederik Nielsen. 
Donald Trump vil stadig overtage Grønland, mener landsstyreformand Jens Frederik Nielsen.  Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

Situationen deeskalerede først, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og minister for udenrigsanliggender Vivan Motzfeldt tog til Washington og mødtes med den amerikanske vicepræsident J. D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio. De blev enige om at nedsatte en arbejdsgruppe på embedsmandsniveau.

Midt i konflikten har Jens Frederik Nielsen gang på gang måtte understrege, at Grønland ikke er til salg, og at Grønlands skæbne ligger i hænderne på grønlænderne selv.

»Det er selvfølgelig alvorligt at have en befolkning, der har følt sig utryg, fordi vores allierede holder fast i, at de kunne finde på at lave en militær intervention. Det er alvorlig, og det har påvirket den grønlandske befolkning,« siger han og tilføjer:

»Det har påvirket grønlænderne meget, og der har været nogle intense perioder i det her, og det har givet søvnløse nætter for mange.« 

Tidligere tirsdag skrev BBC, at det er på tegnebrættet, at USA skal have tre nye baser på øen.

Niels Frederik Nielsen ville ikke gå konkret ind i, hvad arbejdsgruppen har på bordet, men siger, at det indgår, at USA gerne vil have mere sikkerhed og overvågning af det arktiske område.