Jenan Jamil Bozo fra Danmark befinder sig lige ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, hvor desperation fylder gaderne, efter tyrkiske soldater er sendt ind over grænsen til hans hjemland.

Det har været en urolig nat i byen Qamishli i Syrien, der ligger ganske få kilometer fra grænsen til Tyrkiet.

Fra onsdag aften til klokken tre i nat kunne man høre bomberne lyde cirka 230 kilometer væk i byen Tell Abyad.

»Børnene her i huset græd hele natten,« fortæller Jenan Jamil Bozo, der til daglig har base i Odense, men som er på besøg hos sin familie i Syrien.

Onsdag indledte Tyrkiet en større militær operation mod kurdiske styrker i det nordlige Syrien.

Jenan Jamil Bozo er med på en dårlig internetforbindelse og har kun ganske få minutter, inden han skal ud på gaden for at støtte dem, der har valgt at demonstrere mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans seneste træk i den komplicerede borgerkrig med Syrien.

Til formiddag går syriske demonstranter fra byen mod FN's kontorer i Qamishli. Jenan Jamil Bozo anslår, at omkring 20-25.000 demonstranter er på gaden.

»Folk er urolige, og folk er rigtig bange for, at byen bliver bombet af Tyrkiet. De mener, Tyrkiet er et barbarisk land,« siger han.

Torsdag morgen går indbyggerne fra byen Qamishli i Syrien på gaden for at demonstrere mod Tyrkiets angreb i Syrien.
Torsdag morgen går indbyggerne fra byen Qamishli i Syrien på gaden for at demonstrere mod Tyrkiets angreb i Syrien.
Vis mere

Børn såvel som voksne går i flok. Foran går soldater med oprejst våben fra det kurdiske YPG-milits, der længe har været en tæt allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat.

Jenan Jamil Bozo har været ude ved vejkanten i den bagende sol og så dem gå forbi.

»USA har forladt os, og vi beder om hjælp – stop Erdogan i at slå civile ihjel,« råber de.

De, der ikke tør blive i Qamishli, er flygtet til det nordlige Irak eller ind i mindre landsbyer i det sydlige Syrien for at komme væk fra grænsen og de større byer.

På demonstranternes flag står der 'YPG', som er den kurdiske milits. Det er de soldater, der går med våben i hænderne side om side med demonstranterne.
På demonstranternes flag står der 'YPG', som er den kurdiske milits. Det er de soldater, der går med våben i hænderne side om side med demonstranterne.
Vis mere

Kurderne har været USA's allierede i kampen mod Islamisk Stat. Dog har Donald Trump, præsident for USA, ændret kursen på det samarbejde.

Under en telefonsamtale søndag med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har han ifølge medier i USA givet grønt lys til en tyrkisk offensiv mod kurderne i Syrien.

Det afviser Donald Trump dog. I en udtalelse fra Det Hvide Hus kalder Trump offensiven for en 'dårlig idé'.

»Vi har brugt enorme summer på at hjælpe kurderne med ammunition, våben, penge og udbetalinger,« siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

I det nordøstlige Syrien har amerikanske soldater indtil for nylig været udstationeret og samarbejdet med de kurdiske styrker i kampen mod Islamisk Stat.

Det har man godt bemærket i Qamishli, hvor trygheden fra amerikanerne mangler.

»De siger til mig, at de har snydt dem og forladt dem.«

»Jeg prøver at sige til dem, at Danmark og EU tager afstand fra det her, og det er de glade for,« siger Jenan Jamil Bozo, der ved sidste folketingsvalg stillede op for Kristendemokraterne, der ikke kom i Folketinget efter valget.