Han kan allerede kalde sig verdens rigeste mand, og torsdag kunne Jeff Bezos så lægge adskillige milliarder ekstra til formuen.

Det skete, da Amazon-aktien på få minutter steg kraftigt efter et rigtig flot årsregnskab.

Regnskabet fik aktien til at stige med 12,1 procent, og gjorde nethandels-giganten 1000 milliarder dollar værd.

Og ja, det er astronomiske summer, der er tale om.

Amazons Jeff Bezos er allerede verdens rigeste mand. Torsdag tjente han på få minutter adskillige milliarder mere. (Arkivfoto)
Amazons Jeff Bezos er allerede verdens rigeste mand. Torsdag tjente han på få minutter adskillige milliarder mere. (Arkivfoto) MICHAEL REYNOLDS

For en ganske almindelig dansk lønmodtager, der bare glæder sig over, at det snart er den første, hvor lønnen går ind, kan det være svært at forholde sig til de beløb, stifteren af verdens største net-shop opererer med.

Torsdag steg Bezos formue med ikke mindre en 13 milliarder dollar - noget der kommer op i nærheden af 88 milliarder danske kroner.

Ifølge Bloombergs Billionaires Index er Jeff Bezos nu god for 129,5 milliarder dollar.

Det gik nemlig rigtig godt for Amazon sidste år. Virksomheden sluttede 2019 år med et fjerde kvartal, hvor selskabet havde solgt for 87 milliarder dollar. I danske kroner svarer det til over 590 milliarder. Det viste årsregnskabet ifølge Reuters.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Pascal Rossignol

Amazon arbejder med internethandel og forhandler alt fra elektronik og bøger til babyudstyr og personlig pleje.

Det er særligt ekstra salg under kvartalets højtider, eksempelvis julen, der har fået salget til at stige ekstra.

Her måtte Amazon ansætte 250.000 ekstra fuld- og deltidsmedarbejdere for at kunne leve op til efterspørgslen.

Microsofts Bill Gates er den anden rigeste mand i verden efterfulgt af den franske milliardær og forretningsmand Bernard Arnault.

Jeff og MacKenzie Bezos blev skilt sidste år efter 25 års ægteskab. Her er parret fotograferet i Berlin i foråret 2018. (Arkivfoto)
Jeff og MacKenzie Bezos blev skilt sidste år efter 25 års ægteskab. Her er parret fotograferet i Berlin i foråret 2018. (Arkivfoto) CLEMENS BILAN

Det flotte resultat fra Amazon kommer efter et år, som for Jeff Bezos privat har været særdeles dramatisk.

I januar meddelte han og hans hustru, MacKenzie Bezos, at de gik hver til sit efter 25 års ægteskab.

Kort tid efter kom det frem, at årsagen til bruddet var en affære, som Bezos havde med den tidligere tv-vært Lauren Sanchez.

Det førte til en af historiens dyreste skilsmisser, som gjorde MacKinzie Bezos til en af verdens rigeste kvinder.

Jeff Bezos med sin kæreste, den tidligere tv-vært Lauren Sanchez. (Arkivfoto)
Jeff Bezos med sin kæreste, den tidligere tv-vært Lauren Sanchez. (Arkivfoto) SUJIT JAISWAL

Hun og Jeff Bezos har fire børn sammen.

Efter den spektakulære skilsmisse anklagede Bezo magasinet National Enquirer for at have afpresset ham. Magasinet truede angiveligt med at offentliggøre private billeder af ham.

Rigmanden mener også, at nogen lækkede private oplysninger om hans skilsmisse til pressen.

Jeff Bezos har også undersøgt, om det var Saudi Arabien, der hackede hans telefon.