Fredag mundhuggedes J.D. Vance med Volodymyr Zelenskyj på direkte tv. Dagen efter tog den amerikanske vicepræsident på skiferie med sin familie.
Men hvis J.D. Vance havde forventet lidt tiltrængt afslapning væk fra søgelyset, fik han sig nok lidt af en overraskelse.
Da han og familien ankom til skiresortet Sugarbush i den amerikanske delstat Vermont, blev de mødt af flere hundrede demonstranter, skriver flere amerikanske medier, herunder Fox News og New York Post.
»Vance er en forræder. Tag på skiferie i Rusland,« stod der på et af de bannere, J.D. Vance og hans familie blev mødt med.
»Trump tjener Putin« og »Stå sammen med Ukraine«, stod der på to andre.
J.D. Vance havde allerede på forhånd truffet sine forholdsregler.
Oprindeligt var det angiveligt planen, at han og familien skulle have boet på et firestjernet hotel ved skiresortet, men ifølge Fox News besluttede J.D. Vance før ankomsten i stedet, at de skulle indlogeres på et hemmeligt sted.
Forud for vicepræsidentens ankomst havde Vermonts republikanske guvernør, Phil Scott, opfordret borgerne til at vise J.D. Vance respekt og lade ham nyde privatlivets fred.

»Jeg håber, at borgerne i Vermont husker, at vicepræsidenten er her på en familietur med sine små børn, og at vi bør udvise respekt, selv om vi ikke altid er enige,« sagde Scott ifølge den lokale tv-station WCAX.
Ved præsidentvalget var netop Vermont – som er en lille delstat i det nordøstlige USA – en af de stater, hvor demokraten Kamala Harris fik størst tilslutning.
64 procent af stemmerne gik til Harris, der dog på landsplan led et klart nederlag til Donald Trump.
Du kan løbende følgende udviklingen i amerikansk politik og i verdenssituationen i vores liveblog lige HER.
