Den amerikanske vicepræsident blander sig endnu en gang i debatten om Grønland.
I et interview med Fox News søndag, siger J.D. Vance, at »det er muligt«, at USA vil overtage Grønland.
Samtidig langer Donald Trumps vicepræsident ud efter Danmark.
»Der er noget, som jeg tror, at mange ikke forstår ved Grønland. Det er virkelig vigtigt for vores nationale sikkerhed.«
»Der er søveje, som kineserne og russerne bruger, og helt ærligt, så gør Danmark, som kontrollerer Grønland, ikke sit arbejde. Det er ikke en god allieret,« siger J.D. Vance til Fox News.
»Så man må spørge sig selv, hvordan vi skal løse dét problem, løse vores nationale sikkerhed, og hvis det betyder, at vi skal tage flere territoriale interesser i Grønland, så er det, hvad præsident Trump vil gøre, for han er ligeglad med, hvad europæerne skriger til os. Han går op i at sætte det amerikanske folks interesser først,« fortsætter J.D. Vance.
USAs vicepræsident fremhæver også en anden pointe, som »folk ikke er klar over«.
»Der bor nok 55.000 mennesker på Grønland, som faktisk ikke er tilfredse med den danske regering,« mener J.D. Vance.
»De har store naturressourcer der, de har et utroligt rigt land, som danskerne ikke lader dem udvikle og udforske.«
»Donald Trump ville selvfølgelig have en anden tilgang, hvis han var Grønlands leder,« siger vicepræsidenten.