Havde de overhoved kigget på, hvad der står på den avis, de har lagt foran sig, da billedet blev taget?
Det er umiddelbart den tanke, man kan få, når man ser på et foto, som er blevet delt af en amerikansk folkevalgt sammen med den republikanske vicepræsidentkandidat, JD Vance.
Billedet er delt af Mike Waltz, der er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus fra Florida.
Og det er taget, mens han sidder på et fly sammen med netop JD Vance.
Mike Waltz holder en Mountain Dew-sodavand og slår et stor smil op.
Det samme gør JD Vance, der også er kendt for at være fan af sodavanden, som kortvarigt indtog en rolle i amerikansk politik, efter Vance blev udråbt til Trump kandidat som vicepræsident.
Her sagde Vance ved et vælgermøde, at demokraterne kunne finde på at kalde alt for racistisk.
»Jeg fik en Diet Mountain Dew i går og en i dag. Jeg er sikker på, at de kommer til at kalde det racistisk også,« sagde JD Vance.
Men det er i virkeligheden slet ikke det, som denne artikel handler om.
I stedet er det den avis, som Mike Waltz og JD Vance har liggende imellem sig. Det er en udgave af The Wall Street Journal fra torsdag 15. august.
Og det har resulteret i, at billedet af Vance og Waltz er gået viralt.
Det skyldes den største overskrift, som er finde på avisens forside. Den lyder:
'Inflationen rammer laveste niveau siden 2021'.
Og det er svært at tolke som andet end et gedigent selvmål for JD Vance.

Netop den høje inflation, som har martret USA gennem flere år under Joe Biden, har været et af de punkter, hvor Trump-kampagnen har haft en overhånd.
Under Joe Biden har mange helt almindelige amerikanere haft svært ved at betale regningerne, da priserne er røget i vejret på alt fra benzin til mad og det i stigende grad har været svært at betale huslånet og varme hjemmet op.
Og dermed har det været et punkt, Donald Trump igen og igen har angrebet Joe Biden på. Og det har virket. Målinger har nemlig vist, at mange amerikanere anser Donald Trump til at være bedre, når det kommer til at håndtere USAs økonomi.
Og det har også været planen og et trumfkort fra Trump-kampagnen at bruge den høje inflation mod Kamala Harris.
Som Joe Bidens vicepræsident i mere end tre år har Kamala Harris uanset, hvor meget indflydelse hun har haft på den økonomiske politik, også en åbenlys andel i mange amerikaneres økonomiske kvaler.
Problemet er bare – som det også fremgår af overskriften på The Wall Street Journal – at inflationen er faldet drastisk fra toppen i 2021, hvor den var helt oppe på 9,1 procent.

Nu ligger den på 2,9 procent.
Og her skal vi altså tilbage til marts 2021 for at finde lavere inflation i USA.
Det er som nævnt blevet bemærket på sociale medier, hvilken forside der ligger mellem JD Vance og Mike Waltz.
En af dem, som latterliggør Vance og Waltz er det demokratiske kongresmedlem fra Florida Debbie Wasserman Schultz.
Hun skriver på X:
»Er glad for at se, republikanere deler Kamala Harris' gode nyhed om inflationen,« skriver hun i et klart forsøg på at give Kamala Harris en sejr.
Mike Waltz har dog en anden udlægning.
Han peger i stedet på en anden overskrift på forsiden af The Wall Street Journal.
Her kan man læse, at 'Taleban fejrer tredje år ved magten'.
En klar henvisning til, at Joe Bidens regering stod bag den katastrofale amerikanske udtrækning af Afghanistan for tre år siden, hvor panik og kaos udspillede sig, mens amerikanske udsendte mistede livet.
