Den amerikanske vicepræsident, JD Vance, anerkender, at Elon Musk har begået fejl i forbindelse med massefyringerne af offentligt ansatte.
Til NBC News forklarer han, at Elon Musk selv mener, at fejl er en naturlig del af livet, og at han kan acceptere fejlene.
»Jeg synes også, at man hurtigt skal rette op på de fejl. Men jeg er også meget opmærksom på, at der er mange gode mennesker, som arbejder i regeringen – mange mennesker, som gør et rigtig godt stykke arbejde. Og vi vil gerne forsøge at bevare så meget som muligt af det, der fungerer i regeringen, samtidig med at vi fjerner det, der ikke fungerer.«
JD Vance uddyber, at han er overbevist, at der er ansatte i det offentlige, der nøjes med at indkassere deres løn uden at passe deres arbejde.
Men hvor mange af de slags medarbejdere, der findes i en samlet arbejdsstyrke på tre millioner mennesker, tør han ikke spå om.
Siden Donald Trump blev valgt som USAs præsident, har Elon Musk haft travlt med at fyre offentligt ansatte, han mener, kan undværes.