Donald Trump vil fortsat forsøge at tage kontrol med Grønland.

Det vurderer Konservatives tidligere grønlandsordfører Rasmus Jarlov, mens USA, Danmark og Grønland gør klar til at underskrive en forsvarsaftale om landet i Arktis.

»Jeg er ikke sikker på, at Danmark og Grønland opnår det egentlige mål med den her aftale, som er at få amerikanerne til at anerkende, at det er grønlænderne, der skal styre Grønland og ikke amerikanerne,« siger han.

Trump har længe gjort det klart, at han vil have Grønland, og han har også truet Danmark med at tage det fra rigsfællesskabet med militær magt.

Tror man, at en forsvarsaftale mellem Grønland, USA og Danmark vil stoppe hans ønske om at få kontrol med landet, bør man ifølge Jarlov tro om igen.

»Jeg tror, aftalen opnår, at vi ikke længere skal høre på trusler om militær overtagelse, men jeg tror desværre ikke, at vi slipper for et USA, som har ambitioner om at kontrollere Grønland.«

Aftalen skal ifølge Trump give USA kontrol med forsvaret af Grønland. Og i et interview med DR afviste statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften, at den vil give USA suveræn kontrol med landet.

»Vi afgiver ikke suverænitet, og det kan jeg give en garanti for: Det kommer jeg aldrig nogensinde til som dansk statsminister.«

Men ifølge Jarlov vil amerikanerne fortsætte med at forsøge at få magt i landet.

»Det er en våd drøm for Trump og hans inderkreds at få kontrol med Grønland,« siger han.

Sidste uge kunne Weekendavisen afsløre, at amerikanske pengemænd har betalt for et hus til en tidligere grønlandsk minister, som også er gift med den aktive politiker Vivian Motzfeldt.

»Det, synes jeg, er meget bekymrende,« siger Jarlov.

»Den slags forsøg på at skabe forbindelser direkte til den grønlandske elite på den tilsyneladende ret urene måde, kunne jeg forestille mig, fortsætter.«

Ifølge sikkerhedspolitisk analytiker Jacob Kaarsbo bunder USAs interesse i Grønland blandt andet om at få adgang til landets ressourcer:

»Det handler om adgang til naturressourcer, ejerskab og dominans,« sagde han søndag til Berlingske.

Trump har selv påstået, at den kommende aftale vil give USA bestemmelse over, hvem der kan foretage ‘følsomme investeringer’ i Grønland, som har værdifulde mineraler og jordarter i undergrunden.

»Det, der kan bekymre mig lidt, er, om amerikanske mineselskaber får en forlomme til at investere i Grønland,« siger Jarlov.

»Der er jo en spirende mineindustri i Grønland,« siger han og peger på, at der er en aktiv guldmine og flere øvrige projekter på vej.

»Det er et kæmpe strategisk aktiv, og det er ikke noget, vi bare skal forære til amerikanerne, fordi de truer os.«

USA, Grønland og Danmark ventes at underskrive aftalen tirsdag i New York.