Planerne om den amerikanske forretningsmand – og den amerikanske præsidents svigersøn – Jared Kushners planlagte luksusresort i den albanske by Zvernec har taget endnu en drejning.

The Wall Street Journal skriver, at Kushner har erhvervet sig jorden gennem en formodet gangster. 

Ved bugten ved Vjosa-Narta i Albanien planlægger Jared Kushnet at bygge et luksusresort på trods af, at området er fredet.  Foto: Florion Goga/Reuters/Ritzau Scanpix

Da indbyggerne i den lille kystby sidste år fandt ud af, at Trumps svigersøn havde købt jorden var de chokerede.

De havde i næsten to årtier været i en juridisk strid om området med en formodet gangster ved navn Artur Shehu, der menes at have forbindelser til den italienske mafia. 

Nu hævder de ifølge The Wall Street Journal, at Shehu ulovligt overtog jorden gennem forfalskede dokumenter – og at den faktisk tilhører lokalsamfundet.

Kushners firma betalte Shehu over 1 milliard dollar – svarende til omkring 6,47 milliarder kroner – for halvøen i Albanien. 

To måneder senere blev Shehu, der er bosiddende i Miami, eftersøgt af albanske anklagere, som beskyldte ham for at spille en nøglerolle i en global narkoring.

Flere af USAs præsident Donald Trumps familiemedlemmer sættes i forbindelse med byggeriet. Også Trumps datter Ivanka Trump – Jared Kushners kone – er involveret og medejer af projektet gennem en kapitalfond.

Men de er ikke blevet taget godt imod i Albanien. 

I slutningen af maj begyndte demonstranter dagligt at gå på gaden i Albaniens hovedstad, Tirana, for at demonstrere over hotelbyggeriet i Zvernec.

Bevægelsen har fået navnet 'Flamingorevolutionen', da de fugle, der hvert år migrerer til naturreservatet, er lyserøde.

Demonstrationerne blev indledt, efter at bulldozere og pigtrådshegn var dukket op på stranden.

I midten af juni besøgte en gruppe forskere området for at vurdere mulige skader af det forberedende arbejde til projektet.

Forskerne berettede ifølge AFP efterfølgende om skader på fuglenes levesteder og klitter samt havskildpaddernes redepladser.