Japan kæmper med høfeber efter historiske skovprojekter
43 procent af befolkningen i Japan slås med høfeber som følge af blandt andet projekter med genplantning.

43 procent af befolkningen i Japan slås med høfeber som følge af blandt andet projekter med genplantning.

Høfeber betyder, at en tårnhøj andel af Japans befolkning kæmper med snøften, nys og røde øjne.
BBC skriver, at 43 procent af befolkningen i Japan anslås at have mellemsvære til alvorlige symptomer på høfeber. Det er langt over både Danmark, USA og Storbritannien.
Når pollensæsonen topper, koster det dagligt Japan over ti milliarder kroner i sygedage og lavere forbrug.
Billeder viser store pollenskyer fra skove og folk med mundbind i de japanske storbyer.
Den høje andel i Japan skyldes i høj grad en beslutning for 70 år siden om hovedsageligt at genplante skov i Japan med kun to slags træer. Det skriver det britiske medie.
Genplantning af skov i Japan var nødvendig efter Anden Verdenskrig.
Under krigen blev store mængder skov fældet, så det kunne bruges i den japanske industri og til at varme japanske hjem op.
Efterfølgende blev der især brugt japanske cypres- og cedertræer til genplantning, og de store menneskeskabte skovområder dækker nu en femtedel af Japan.
Træerne producerer store mængder ganske lette pollen, som ofte frigives på samme tid og kan drive ind over storbyerne.
Det japanske cedertræ hedder sugi, mens det japanske cyprestræ hedder hinoki.
I Danmark er det 19,5 procent af personer over 16 år, der har høfeber. Det viser en rapport fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
I Storbritannien og USA er det henholdsvis 26 procent og 12-18 procent af befolkningen, der har høfeber, skriver BBC.
Symptomer på høfeber er ifølge sundhed.dk vandigt sekret i næsen, tilstoppet næse, nys, tårer, røde øjne, kløe i næse og øjne samt tunghed i hovedet.
Høfeber, som også bliver kaldt allergisk snue, skyldes, at man har dannet allergiantistoffer mod stoffer fra pollen, støvmider eller dyr.
/ritzau/