I Black River, der ligger i det sydvestlige Jamaica, leder indbyggere fortsat efter pårørende, efter at orkanen Melissa tirsdag gik i land som en kategori 5-orkan og raserede havnebyen.
Mens indbyggerne leder efter familiemedlemmer og venner, kæmper de selv for at komme igennem den situation, der nu er opstået i byen, med livet i behold.
Det skriver BBC natten til lørdag dansk tid.
Havnebyens indbyggere fortæller, hvordan de har levet i kaos, siden Melissa ramte byen.
Voldsom vind og stormfloder har ødelagt nærmest alt i Black River, skriver BBC.
Vejene er så beskadigede, at de mange steder ikke kan bruges, ligesom indbyggerne har mistet adgangen til både strøm og rent drikkevand.
Indbyggere fortæller til mediet, at de ikke har set en eneste lastvogn med nødhjælp. Derfor spiser de i stedet den mad, som de kan finde under murbrokker langs vejene i byen.
Andre er søgt mod ødelagte butikker, hvor de har taget de fødevarer med sig, som de kunne finde.
- Vi er nødt til at bruge alt det, som vi kan finde her på gaden og også i supermarkedet, forklarer indbyggeren Demar Walter til BBC.
Han fortæller videre, hvordan han og andre klatrede ind i en butik, hvis tag var styrtet sammen.
Antallet af personer, der har mistet livet under orkanen Melissa, er fredag blevet opjusteret til 50, skriver nyhedsbureauet Reuters. I Jamaica ventes dødstallet at stige i takt med, at redningsarbejdet skrider frem.
Orkanen Melissa nåede onsdag Cuba som en kategori 3-orkan.
Også her er redningsarbejdet fortsat i gang, skriver Reuters sent fredag aften.
Flere af østatens beboere er strandede som følge af de oversvømmelser, der fulgte efter orkanen. Oversvømmelserne har fået floden Rio Cauto til at gå over sine bredder.
Vandet gik fredag redningsarbejdere til livet, mens de iklædt våddragter forsøgte at nå frem til beboere for at redde dem fra den fortsat stigende vandstand, skriver Reuters. Også både og militære køretøjer blev taget i brug.
Myndighederne oplyste i en lokal radioudsendelse, at over 800 mennesker var blevet evakueret fra byer ved floden. Samtidig advarede de om, at floden kunne fortsætte med at stige.
I Cuba har der ikke været meldinger om omkomne som følge af orkanen Melissa. Omkring 735.000 indbyggere blev evakueret forud for orkanen.
/ritzau/
