Denne uge har jeg oplevet noget helt specielt. Jeg har fået et kig ind i den hverdag, vi plejede at tage for givet.

En verden, hvor forældre følger deres børn i skole, kysser dem farvel og ønsker dem en god dag. Hvor ældre mødes og hygger sig på en café på et torv over en kop kaffe. Hvor man kan spise sammen mange mennesker på restauranter og på vejen hjem se unge, der drikker og fester og nyder livet.

Jeg har været på Gibraltar, verdens mest vaccinerede land, der denne uge åbnede op for det liv, vi alle kendte, indtil covid-19 tog det fra os.

De går stadig med mundbind i den centrale del af Gibraltar, men det er vist mere ud fra et forsigtighedsprincip. Der er reelt ingen smitte længere, og 97 procent af den lille befolkning har taget imod tilbuddet om vaccination.

Det er et overvældende højt antal. Landets sundhedsminister fortalte mig, at de havde håbet på bare 70 procent. Det kan blive afgørende, fordi man her i modsætning til i Israel ikke skal døje med en befolkningsgruppe, der nægter at lade sig vaccinere.

I Israel vil en stor gruppe af de ortodokse jøder, der i forvejen har særlige privilegier som for eksempel ikke at skulle i militæret, simpelthen ikke lade sig vaccinere. Så selvom Israel med stor succes har udrullet vaccinerne til cirka 90 procent af befolkningen, betyder det, at sygdommen forsat kan sprede sig frit blandt de 10 procent, der ikke er vaccinerede, og det kan på sigt blive et problem, hvis den muterer og skaber nye og farligere varianter.

Gibraltar, der i gamle dage var det britiske imperiums brohoved til Indien og Asien, er et multietnisk minikosmos af briter, spaniere, portugisere, indere, arabere og jøder.

Modsat Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu har brug for de ortodokses stemmer ved det forstående valg og derfor er i lommen på dem, så er det i Gibraltar lykkedes at få næsten alle med.

Det har ifølge sundhedsministeren været et målrettet stykke arbejde, der har båret frugt. Det kan vi lige så godt lære noget af i Danmark.

Når vi endelig efter møje og besvær får vacciner nok til alle, så ville det være forbandet, hvis en eller flere befolkningsgrupper nægter at tage imod dem.

Regeringen er forhåbentlig allerede i fuld gang med at tale med indflydelsesrige personer og organisationer blandt minoritetsgrupperne i Danmark. Men som problemerne med smittesporing og test i Vollsmose har vist, så er det langtfra altid ligetil.

Man kunne frygte, at vi midt i pandemiens stress og jag har forsømt at kommunikere ordentligt med de dele af Danmark, som ikke ser 'TV Avisen' eller læser B.T. hver dag.

Fredag interviewede jeg Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair. Her siger Tony Bliver blandt andet, at han synes, vi hele tiden har været bagud i forhold til covid-19. Vi har skullet indhente noget tabt eller ugjort og har derfor ikke kunnet tænke klart og fremadrettet.

Han efterspørger vision og klar kommunikation fra vores statslederes side, og den næste store opgave i Danmark bliver masseudrulningen af vaccinerne. Regeringen vil blive bedømt på hurtighed, men forhåbentlig også på hvor stor en del af befolkningen det lykkes at få overbevist. Målet i lille Danmark må være fuld plade.

Gibraltar er et bevis på, at det godt kan lade sig gøre at få de allerfleste med. Israel er et bevis på, at det bestemt ikke altid er let, selv når man har vacciner nok.

Lykkes det at få vaccineret stort set alle i Danmark, så er de gode nyheder fra Gibraltar, at en vidunderlig, normal hverdag venter os rundt om hjørnet. Hernede ser de frem til at kunne byde Hollands fodboldlandshold velkommen til en VM-kvalifikationskamp med tilskuere på stadion.

I Gibraltar er man vant til at få seriøse tæv i fodbold og at tage det med oprejst pande. Men denne landskamp er også for dem noget særligt.

En gruppe unge mænd, jeg faldt i snak med, fortalte, at de agter at juble, hver gang Holland scorer, for at fejre, at det overhovedet kan lade sig gøre at afvikle kampen.

Vi kan kun glæde os til en lignende folkefest engang i fremtiden. Indtil da må vi affinde os med vanskelige vilkår.

For overhovedet at komme herned skulle jeg have et særligt pressevisum af Gibraltar, udfylde dokumenter for den spanske regering og have tilladelse til at krydse kommunegrænser i Spanien.

Jeg landede i Malaga og blev kørt til Gibraltars grænse. Med mit visa måtte jeg krydse den, men ikke vende tilbage til Spanien efterfølgende. Så turen hjem går over London, hvor jeg skal skifte flyselskab og terminal og håbe på, at jeg kan blive indenfor i lufthavnen, for hvis de genner mig ud, skal jeg i lang karantæne i London.

Det er heller ikke let at være rejsende korrespondent disse tider. Men jeg skal ikke klage. Jeg har haft et gensyn med den tabt verden, og det gjorde mig umanerlig godt.