Når Joe Biden meddeler, at han planlægger at søge genvalg i 2024, så er det for at understrege, at han er som en blivende kraft.

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg, efter den amerikanske præsident Joe Biden torsdag aften holdt sit første officielle pressemøde.

På pressemødet blev præsidenten spurgt til, om han har i sinde at genopstille ved valget i 2024, som der ellers er tradition for, og der tøvede 78-årige Joe Biden ikke.

»Min plan er at stille op til genvalg. Det er min forventning,« lød det.

Og selv om det er en melding, der er forventelig, så har Joe Bidens relativt høje alder været med til at så tvivl om, hvorvidt han ville stille op igen i 2024. Med meldingen understreger Joe Biden, ifølge B.T.s Jakob Illeborg, at der er altså ikke er udsigt til pension foreløbig.

»Det er vigtigt for ham at signalere, at han er der som en blivende kraft, og at han ikke om to år tænker på pension. Man skal kunne se ham som en handlekraftig mand,« lyder det fra Jakob Illeborg.

Han tilføjer, at Joe Biden på den måde også får sat en tyk streg under, at hans alder ikke vil komme i vejen for det politiske projekt, som han har gang i.

»Indtil videre har han vist sig som værende en handlekraftig præsident, og han har momentum for tiden,« siger Illeborg og henviser til, at Biden blandt andet har skruet gevaldigt op for landets vaccineudrulning.

Tidligere var planen, at 100 millioner amerikanere skulle have første vaccinestik inden for 100 dage. Det tal nåede man allerede efter 59 dage, og på torsdagens pressemøde meddelte Joe Biden, at man nu gik efter en fordobling – altså 200 millioner stik på 100 dage.

»For at momentum skal virke godt for Joe Biden, så skal amerikanerne tænke, at der er knald på ham. Så man skal læse hans beslutning om at stille op i 2024 som indikation på, at han er der, og han vil slås.«