Det er endnu ikke helt sikkert, hvad hun lavede i de mange timer, hun var efterlyst og jagtet af politiet.

Men to ting står klart: Hun meldte sig ikke, selvom hun burde. Og hun blev fundet og anholdt, mens hun gik rundt i en dagligvarebutik.

Tirsdag eftermiddag blev en større menneskejagt iværksat i den norske hovedstad, Oslo.

Klokken 12.30 havde politiet fået en anmeldelse om en trafikulykke, hvor en bil var endt på taget.

Foto: Håkon Mosvold Larsen
Vis mere

Kort efter begyndte man at modtage meldinger om, at en mand var stukket af fra stedet til fods – og i hænderne havde han et våben, som han sigtede på folk med.

Manden formåede derefter at kapre en ambulance, som han med høj fart kørte rundt i, og han ramte blandt andet en kvinde med en dobbeltbarnevogn med to børn, mens et ældre ægtepar måtte kaste sig væk for at undgå at blive ramt.

Men med i bilen, der var endt på taget, var der også en 25-årig kvinde.

Og mens politiet jagtede manden i den kaprede ambulance og forsøgte at få ham standset, var kvinden flygtet fra stedet.

Først flere timer senere – klokken 16.13 – lykkedes det politiet at finde hende i en butik i Sandaker Senter, hvor hun havde gået rundt.

Hun blev anholdt uden dramatik og sigtet for at have været i besiddelse af våben.

Ifølge det norske medie TV 2 blev hun også i sidste uge anholdt under en politiaktion, og af den grund havde hun meldepligt til politiet.

Alligevel meldte hun sig ikke, mens dramaet udspillede sig i Oslo.

Til norsk TV 2 fortæller hendes forsvarer, John Arild Aasen, at hun nægter sig skyldig.

»Hun nægter sig skyldig i alt, og hun kan ikke forstå, at hun skulle have været involveret i noget strafbart,« fortæller han.

»Bilen rullede rundt, hun kravlede ud og er tilsyneladende uskadt, men hun er i chok efter det, der er sket,« forklarer han videre som forklaring på, hvorfor hun ikke meldte sig selv.

Til det norske medie Dagbladet fortæller han, at de timer, hvor politiet jagtede hende, var 'forfærdelige'.

»Hun var simpelthen bange, så vidt jeg har forstået det. Hun var fortsat i chok og i vildrede over, hvad hun skulle gøre.«

Den 32-årige mand, der kaprede ambulancen, blev efterfølgende også anholdt. I ambulancen fandt man flere våben og 'en væsentlig mængde narkotika'.

Han er nu sigtet for blandt andet drabsforsøg.

Ingen kom dog alvorligt til skade under hans vilde kørsel i ambulancen.

Motivet er endnu ikke klarlagt, men Politiets Sikkerhetstjeneste (PST) har meldt ud, at hændelsen ikke er knyttet til terror.