Over 100 politibiler. Hundepatruljer.

Og en eftersøgning, der nu strækker sig ud over alle grænser.

Tysk politi jagter nemlig 48-årige Daniel V. fra Gevelsberg, som mistænkes for at stå bag flere sabotageangreb mod elnettet flere steder i Tyskland.

Ifølge Reuters har den 48-årige sendt breve til myndigheder og medier, hvor han påtager sig ansvaret for flere angreb og peger på kampen mod fossile brændstoffer som sit motiv.

»Som det ser ud nu, må man antage, at dette er klimaekstremisme,« siger Tysklands indenrigsminister Alexander Dobrindt ifølge Reuters.

På få dage er flere anlæg blevet ramt eller forsøgt ramt med mistænkelige eller hjemmelavede eksplosive anordninger.

Det tyske politi har frigivet billeder af den eftersøgte mand Daniel V. Foto: Tysk Politi

Ved ét anlæg blev der fundet mere end 20 raketlignende sprængladninger, mens andre mistænkelige genstande blev opdaget ved transformerstationer flere steder i landet.

Fredag stormede en tysk specialstyrke den mistænktes hjem, skriver Bild.

Senere gik politiet også ind i en lastbil nær Hambach-skoven vest for Köln.

Men Daniel V. var væk.

Siden har hundepatruljer gennemsøgt området uden resultat, og politiet har offentliggjort billeder af manden og efterlyst ham i hele Europa.

Under ransagningen af hans hjem fandt politiet desuden genstande og stoffer, der mistænkes for at kunne indeholde sprængstoffer, melder Bild.

Myndighederne undersøger fortsat, om Daniel V. faktisk står bag angrebene, om han kan have haft medskyldige, og om sabotageaktionerne eventuelt kan være støttet af en fremmed stat.