37-årige canadiske Valérie Théorêt​ blev dræbt af en bjørn sammen med sin datter, Adele Roesholt mandag

Bjørnen angreb skolelæreren og hendes barn ved deres feriehytte i Yukon-territoriet.

Gjermund Roesholt, Valéries mand, fandt liget af sin kone og sin 10 måneder gamle datter, da han vendte hjem efter selv at have skudt bjørnen. Det skriver den australske tv-station ABC.

Familien boede under deres flere måneder lange ferie i den øde egn omkring Emerson-søen, 400 km nord for territoriets hovedstad, Whitehorse.

De brugte Valérie Théorêt​s forældreorlov til at gå på jagt i Yukons trap line - et stykke land, som den canadiske regering lejer ud til dem, der vil fange vilde dyr, for at sikre sig deres pels.

Gjermund Roesholt har fortalt politiet, at han var ved at vende hjem til familien ved 15-tiden mandag eftermiddag.

Han havde lagt fælder ud omkring 100 meter fra familiens feriehytte, da han pludselig blev overfaldet af en bjørn.

I en pressemeddelelse oplyser det retsmedicinske kontor i Yukon, at Gjermund Roesholt dræbte bjørnen, før han vendte tilbage til hytten og fandt sin kone og lille barn døde ude foran.

Politiet blev tilkaldt af Roesholt, som er en erfaren jæger.

Retsmedicinerne tror, at Valérie Théorêt​ og datteren gik ud for at få lidt motion, enten tidligt om morgenen eller tidligt om eftermiddagen, da de blev angrebet af den samme bjørn, som faderen skød

Til den canadiske radiostation CBC siger vennen Remy Beaupre: »Det er et stort, stort slag. Alle er totalt ødelagt lige nu.«

Dette angreb er det fjerde med dødelig udgang, som bjørne har begået i Nordamerika i år, selv om disse angreb ellers er sjældne, skriver BBC.

Der har været to overfald i Alaska, den amerikanske delstat, der grænser op til Yukon, og en tredje i Wyoming nær Yellowstone National Park.