Mens hendes far bestred stillingen som præsident i USA, skulle Ivanka Trump hjælpe verdens fattige kvinder med at stifte virksomhed.

Men nu retter en række offentlige eksperter en sønderlemmende kritik af projektet. Det gør de i en rapport udført af amerikanske myndigheder.

Det skriver mediet News.com.au.

Projektet blev søsat i 2018, mens Ivanka Trump var rådgiver for Donald Trump. Hensigten var at hjælpe fattige kvinder – både i USA, men også i resten af verden – med at stifte små virksomheder. Hjælpen bestod i både juridisk og økonomisk støtte til kvinderne.

Ivanka Trump var i en periode rådgiver for sin far, præsident Donald Trump. EPA/ERIK S. LESSER EPA-EFE/ERIK S. LESSER
Ivanka Trump var i en periode rådgiver for sin far, præsident Donald Trump. EPA/ERIK S. LESSER EPA-EFE/ERIK S. LESSER Foto: LARRY W. SMITH
Vis mere

Men ifølge rapporten udført af America's Government Accountability Office (GAO) var initiativet fyldt med fejl og gennemsyret af dårligt tilsyn.

Det blev heller aldrig tydeliggjort, hvilke små virksomheder der var berettiget til at modtage dele af den årlige, offentlige støtte på 265 millioner dollar.

Selvom den 39-årige Ivanka Trump ikke har stået direkte i spidsen for arbejdet, der går under navnet The Women's Entrepreneurship and Economi Empowerment Act, så lovede hun i 2019, at »hun ville holde et vågent øje med effektiviteten og eksekveringen af de penge, der blev brugt på projektet«.

Hensigten med programmet var oprindeligt, at fattige kvindelige entreprenører kunne modtage den økonomiske støtte, de havde brug for i bestræbelserne på at kunne bygge en forretning.

Men på trods af de gode hensigter og Ivanka Trumps lovning på at følge projektet nøje, så konkluderer eksperterne i rapporten, at »der var massive fejl« i projektet.