Tag selv mad og drikkevarer med på stranden.

Sådan lyder opfordringen fra Antonio Decaro, der er guvernør i den syditalienske region Apulien. Det skriver det britiske medie Metro.

Facebook har guvernøren lagt en video op, hvori han slår til lyd for, at lokale og turister skal have lov til at spise medbragt mad på stranden.

For danskere lyder det som en opfordring, det kan være svært at blive upopulær på. Men i Italien, hvor mange strande er privatejede, er det blevet et hedt debatemne i sommervarmen.

Private barer og restauranter overtager nemlig en stadig større del af de italienske strande.

Det betyder, at både turister og lokale kun kan komme til at ligge på stranden, hvis de betaler for liggestole, parasoller, mad og drikke.

Privatiseringen har fået debatten om, hvorvidt kysten skal være tilgængelig for alle, til at blusse blandt italienerne.

Alexandra Dubakova, der er Italiens ekspert hos rejseselskabet FreeTour, siger til mediet, at havet for mange lokale, 'især yngre familier, er blevet en lejlighedsvis luksus'.

»I populære dele af Apulien er det normalt at bruge 70 til 90 euro på en parasol og to liggestole i august, og når mad og parkering er lagt til, kan en simpel stranddag koste langt over 100 euro (748 kroner).«

Det er præcis det, guvernøren vil imødegå:

»Havet er en almindelig råvare. Det kan ikke blive en luksus. Ingen kan forhindre dig i at spise mad på stranden, som du har medbragt hjemmefra,« citerer Metro ham for at sige.