Italiensk politi har anholdt syv personer, der sigtes for at have sendt omkring syv millioner euro (52 millioner kroner) til organisationer med forbindelse til den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza.

Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Officielt har de sigtede via flere organisationer indsamlet penge til "humanitære formål til fordel for det palæstinensiske folk".

Men 71 procent af de indsamlede midler er blevet øremærket til Hamas' aktiviteter eller til grupper med forbindelse til bevægelsen, mener politiet.

Foruden de syv personer, der er anholdt, er to andre mistænkt. De er ikke i politiets varetægt og menes at befinde sig uden for Italien.

Italien har derfor udstedt internationale arrestordrer på dem.

I alt bliver tre organisationer efterforsket i sagen.

De har ifølge politiet sendt de syv millioner euro til "foreninger med base i Gaza, de palæstinensiske områder eller Israel, som er ejet af, kontrolleret af eller forbundet til Hamas".

Én af de anholdte er ifølge flere medier Mohammad Hannoun, som er præsident for Den Palæstinensiske Forening i Italien.

Italiens indenrigsminister, Matteo Piantedosi, skriver lørdag på X, at politiet har afsløret "adfærd og aktiviteter, som er blevet fremstillet som aktiviteter til gavn for den palæstinensiske befolkning, men som har dækket over støtte til og deltagelse i terrororganisationer af islamistisk karakter".

- Det er en fare, som vores regering er meget opmærksom på, skriver han.

Under krigen i Gaza er der blevet samlet ind i blandt andet Italien til befolkningen i det palæstinensiske område.

Israel iværksatte krigen som en reaktion på Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023. To år senere blev Israel og Hamas enige om første fase af en våbenhvile. Våbenhvilen trådte i kraft 10. oktober.

Hamas er på både EU's og USA's terrorliste. Bevægelsen har kontrolleret Gaza siden 2007.

/ritzau/