Varmen har fået fat i Italien, og det ser kun ud til at vare ved. Derfor har italienske myndigheder set sig nødsaget til at reagere.

Det har de gjort med en kampagne under navnet 'Lad os beskytte os mod varmen'.

Det oplyser det italienske sundhedsministerium.

Kampagnen blev egentlig stablet på benene i maj, men grundet den nuværende hedebølge har man valgt at foretage en større opdatering.

Ifølge CNN lurer europæiske varmerekorder med temperaturer op mellem 40 og 48 grader. På Sicilien og Sardinien er der eksempelvis meldinger om temperaturer op mod 48 grader de kommende dage.

Det italienske meteorologiske institut har derfor også udstedt såkaldte røde advarsler til borgerne og henviser til den førnævnte kampagne.

Den røde advarsel gælder særligt inde i landet fra Campobasso og op til Bologne.

Heri opfordres borgere til at blive indenfor mellem klokken 11 og 18, drikke rigeligt med vand og decideret undgå alkohol.

Samtidig skriver instituttet også, at folk kun bør bevæge sig rundt, hvis det er absolut nødvendigt.

Ifølge svenske Aftonbladet forventes hedebølgen at toppe fredag.

Meteorolog Anna Latvala udtaler, at det er varm luft fra Afrika, som langsomt bevæger sig nordpå og særligt rammer Italien og Spanien.

I Italien har hedebølgen allerede kostet et menneskeliv, da en 44-årig vejarbejder kollapsede i solen og senere afgik ved døden.