Israel vil fortsætte sine landoperationer i det sydlige Libanon indtil videre, og libanesiske borgere, som er blevet tvunget på flugt, kan endnu ikke vende hjem.

Det siger den israelske forsvarsminister, Israel Katz, i en udtalelse.

Onsdag lød det ellers i en fælles erklæring fra Israel og Libanon, at landene var enige om en våbenhvile. Aftalen er betinget af, at angreb fra den militante gruppe Hizbollah ophører.

Der har egentlig været en våbenhvile på plads siden april, men aftalen har ikke stoppet kampene. Næsten dagligt har der været meldinger om angreb fra både Israel og Hizbollah.

I udtalelsen siger Israel Katz, at israelske soldater vil blive i en selverklæret sikkerhedszone i det sydlige Libanon, herunder i området omkring middelalderborgen Beaufort.

Israel vil ifølge Katz fortsætte med at "afmontere terror-infrastruktur i området".

Samtidig har Israel ifølge forsvarsministeren støtte fra USA til at angribe hovedstaden Beirut som modsvar til angreb på israelske befolkningsgrupper og israelsk territorium, lyder det.

Torsdag morgen melder det statslige libanesiske nyhedsbureau NNA om israelske droneangreb langs veje flere steder i det sydlige Libanon. Ifølge NNA skal mindst et angreb have forårsaget tilskadekomne.

Israel Katz sagde søndag, at israelske styrker havde indtaget middelalderborgen Beaufort og hejst det israelske flag der.

Borgen ligger på et strategisk punkt med udkig til det sydlige Libanon og blev brugt som base under en tidligere besættelse.

Israel indtog senest borgen i 1982 og havde kontrol over den, indtil de israelske styrker trak sig tilbage i år 2000.

Denne gang indtog Israel borgen efter en militær fremrykning i det sydlige Libanon.

/ritzau/Reuters