En israelsk soldat er blevet dræbt i et Hizbollah-angreb i det sydlige Libanon.
Det oplyser Israels militær ifølge Times of Israel.
Den 22-årige soldat Moshe Yitzhak Katz blev dræbt i et raketangreb natten til lørdag. Det er dog først søndag blevet bekræftet, at han er død.
Moshe Yitzhak Katz kæmpede for den israelske hær, men kom fra den amerikanske delstat Connecticut.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er han den femte israelske soldat, der er blevet dræbt i det sydlige Libanon under den igangværende konflikt mellem Israel og militsen Hizbollah.
Konflikten blussede op på ny, da Hizbollah rettede luftangreb mod Israel 2. marts. Det skete som gengældelse for Israels og USA's angreb på Iran - herunder drabet på Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Raketangrebet, der kostede Moshe Yitzak Katz livet, sårede tre andre soldater.
Et andet raketangreb i Libanon sårede omkring 20 israelske soldater lørdag.
Ud over at Israel har sendt landstyrker ind i det sydlige Libanon, har Israels militær angrebet det sydlige Libanon og forstæder til Beirut fra luften.
Hizbollah har sin base i Beiruts sydlige forstæder.
Ifølge de libanesiske myndigheder er flere end 1000 mennesker blevet dræbt i israelske angreb på Libanon, og op mod en million er flygtet fra deres hjem.
Hizbollah har sideløbende med de israelske angreb sendt raketter og droner mod Israel, men her har konflikten kostet langt færre liv.
Foreløbig er der kun ét kendt dødsfald i Israel som følge af Hizbollahs angreb. Der er tale om en mand, der blev dræbt i et missilangreb 22. marts, da han sad i sin bil i en kibbutz i det nordlige Israel.
Det lave dødstal skyldes især Israels luftforsvar - kendt som "Iron Dome" eller på dansk "jernkuplen" - som har formået at skyde en stor del af Hizbollahs raketter og droner ned.
/ritzau/
