Grænseovergangen Rafah, der adskiller Gazastriben og Egypten, vil formentlig blive genåbnet søndag.

Det siger Israels udenrigsminister, Gideon Sa'ar, ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

- Vi er i gang med alle de nødvendige forberedelser, siger ministeren.

Han siger ikke, om grænseovergangen åbnes for humanitær hjælp eller for mennesker.

Onsdag meddelte den israelske tv-station Kan, at grænseovergangen ville åbne torsdag. Men det blev afvist fra myndighedernes side.

I en meddelelse tidligere torsdag skrev det israelske militærs hjælpeagentur, Cogat, at Israel er ved at koordinere genåbningen af Rafah-grænseovergangen med Egypten.

Cogat tilføjede, at Rafah ikke vil blive åbnet for nødhjælp, idet det ikke er specifikt omfattet af den våbenhvileaftale, der er indgået mellem Israel og Hamas-bevægelsen.

I stedet vil humanitær hjælp skulle igennem grænseovergangen Kerem Shalom, der er kontrolleret af Israel. Inden hjælpen sendes ind i Gazastriben, skal den igennem et grundigt sikkerhedstjek.

På den egyptiske side af grænsen venter hundredvis af lastbiler med nødhjælp, der skal køres ind i Gazastriben.

Gideon Sa'ar befinder sig torsdag i Italien, hvor han er til en konference om middelhavsregionen.

/ritzau/Reuters