To projektiler er tidligt natten til tirsdag blevet affyret fra Libanon mod det nordlige Israel.

Det meddeler Israels militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge militæret opsnappede man projektilerne, og "et mistænkeligt luftbåret mål" er faldet ned på den israelske side af grænsen til Libanon.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med hændelsen, skriver militæret ifølge Reuters i en udtalelse.

Meldingen om angreb fra Libanon kommer, efter at den libanesiske milits Hizbollah, der er i konflikt med Israel, mandag gik med til, at angrebene indstilles "gensidigt".

Det skrev Libanons ambassade i USA mandag aften i en meddelelse, som det libanesiske præsidentkontor efterfølgende delte på det sociale medie X.

- De libanesiske myndigheder har modtaget en bekræftelse på Hizbollahs godkendelse af et amerikansk forslag, som indebærer et gensidigt ophør for angreb, står der ifølge nyhedsbureauet AFP i meddelelsen.

Meldingen kom, efter at Israel tidligere mandag truede med angreb mod Beiruts sydlige forstæder.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har ikke umiddelbart hverken be- eller afkræftet en aftale om stop for angreb.

Han fastholdt ifølge Reuters mandag aften, at Israel vil angribe Beirut, hvis ikke Hizbollah stopper med angreb mod Israel og israelske borgere.

Netanyahu sagde videre, at det israelske militær vil fortsætte med at operere som planlagt i det sydlige Libanon.

Israelske soldater er rykket længere ind i Libanon, end de har været i over et kvart århundrede. Soldaterne kontrollerer et større område fra grænsen til Litani-floden, og de seneste dage er styrkerne også rykket længere nordpå.

De seneste dages optrapning af den israelske offensiv har skabt usikkerhed i situationen mellem USA og Iran.

Tidligere mandag skrev det iranske nyhedsbureau Tasnim, at de iranske forhandlere vil stoppe med at udveksle beskeder med USA via mæglere.

Derudover lød det på iransk stats-tv, at det var meget sandsynligt, at en våbenhvile med USA ville ophøre, hvis de israelske angreb mod Hizbollah fortsatte.

USA's præsident, Donald Trump, meldte mandag aften om fortsatte forhandlinger med Iran og en deeskalering i situationen i Libanon.

/ritzau/