Israelere strømmer til stemmebokse i omfang ikke set i årtier
Valgdeltagelsen i Israel er efter de første fem timer på det højeste niveau siden 1973.

Valgdeltagelsen i Israel er efter de første fem timer på det højeste niveau siden 1973.

Den israelske valgdeltagelse er efter de første timer af tirsdagens valghandling på det højeste niveau i årtier.
Det oplyser den centrale valgkomité i Israel ifølge Times of Israel.
Stemmestederne åbnede klokken 07.00 og lukker klokken 22.00 lokal tid.
Klokken 12.00 lokal tid havde 31,5 procent af de stemmeberettigede afgivet deres stemme.
Det er det højeste niveau siden 1973, skriver det israelske medie.
Valget er det første siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
Et væld af partier er opstillet, men valget domineres af to blokke, som er ledet af henholdsvis den nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, og Gadi Eisenkot.
Ingen af de to blokke står - ifølge meningsmålingerne - til at få flertal.
Under et besøg tirsdag i kibbutzen Nir Oz udtrykker oppositionsleder Gadi Eisenkot dog tro på en valgsejr.
- Jeg er overbevist om, at ved slutningen af dagen så vil vi se en forandring - en luftforandring i Staten Israel - som vil være en slags oprejsning efter de seneste tre år og den forfærdelige dag, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I forbindelse med stemmeafgivelsen advarer Netanyahu mod flere af sine politiske modstandere.
- Vi kan ikke efterlade denne kamp i hænderne på venstrefløjen og de arabiske partier, som ønsker afslutningen på den jødiske stat, siger han.
- Ingen grillfester, lad være med at gå på stranden - gå ned til stemmestederne og stem Likud, fortsætter han med henvisning til sit eget parti.
Valget finder sted, mens situationen er særdeles anspændt i Israel med fortsatte militæroperationer på både Vestbredden og i Gaza - og Netanyahu som en figur, der splitter befolkningen.
I Tel Aviv er der tirsdag meldinger om, at israelsk politi har anholdt en mand med kniv, der bevægede sig truende mod lederen af partiet Demokraterne, Yair Golan. Det oplyser partiet selv ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vold og opildnen intimiderer os ikke, siger Golan i en udtalelse og beskylder Netanyahu for at have bidraget til en giftig stemning med fortsatte angreb mod venstrefløjen.
RITZAU