»Netanyahu er som en drøm.«

Det er ikke hver dag, man hører den slags udtalelser fra israelere i Tel Aviv – en by, der på mange måder er kendt for at være en anti-Netanyahu-højborg.

For Avi Degen er den 77-årige premierminister den bedste til at lede landet, selvom han personligt stemte på det højreorienterede Amcha Israel-parti, der ikke ser ud til at komme over spærregrænsen.

»Jeg tror, at han (Netanyahu) kommer til at danne regering. Han gør et godt job. Ingen har gjort det, han har gjort i de sidste tre år.

Økonomien er god, det er ikke svært at finde job, han har bombet Iran og Yemen og (IDF kontrollerer) Mount Hermon i Syrien,« siger han til B.T. i et interview ved Dizengoff Square i centrum af Tel Aviv, mens han står med en kop kaffe og den højreorienterede avis Israel Hayom i hånden.

Degen tilføjer, at hans drømmeregering ville bestå af Netanyahus Likud-parti, Naftali Bennett og Yair Lapids centrum-højreorienterede B'Yachad-parti, Avigdor Liebermans højreorienterede Yisrael Beitenu-parti, og Gadi Eisenkots centrum-højreorienterede Yashar parti.

De tre sidstnævnte er alle i anti-Netanyahu-blokken.

»Begge fløje splitter landet. Jeg ville ønske, at partierne gik sammen. Det ville gøre landet meget stærkere,« siger han.

Avi Degen er ikke den eneste israeler, der ønsker en samlingsregering frem for et nyvalg.

Tamar Ben-Dor, der til daglig arbejder i hightechsektoren i Tel Aviv, har også stemt på Amcha Israel-partiet. Og selvom hun ikke mener, at Netanyahu er en »ideel« premierminister, er han stadig det bedste af de alternativer, hun har.

»Når jeg kigger på de to alternativer, vil jeg helst sidde med dem, der fordømmer Hamas, og som ikke vil dræbe os indefra - hvilket er det jeg ser når jeg kigger nærmere på de arabiske partier,« fortæller Tamar.

»Bibi (Netanyahu) er en karakter der splitter landet. Ideelt ville jeg ønske Likud havde et andet lederskab, for jeg tror virkelig, at hvis Bibi ikke var med i ligningen kunne vi danne en stærkt, højreorienteret og zionistisk koalition.«

»Jeg ville ønske vi kunne tilsidesætte vores uenigheder, for når vi kigger på det store billede, er vi et lille land, der er omringet af fjender, der alle beder for vores undergang.« Nøglen er, at vi finder fælles grund. At vi står sammen. Jeg håber virkelig politikerne kan nå dertil,« siger Tamar.

Også blandt visse israelere, der har stemt på anti-Netanyahu-blokken, er der et håb om, at landet kan undgå et omvalg ved at danne en samlingsregering.

Ilan Shamir, der selv stemte på Netanyahus rival Gadi Eisenkot, siger, at valgresultatet er »folkets stemme« og at en samlingsregering er at foretrække frem for et nyt valg.

»Men det kommer an på, hvem der sidder i sådan en samlingsregering. Hvis (Bezalel) Smotrich og (Itamar) Ben-Gvir, (begge leder af partier på den yderste, religiøse højrefløj) er med, vil jeg være for (den regering),« fortæller han.

Men Ilan ser helst, at oppositionen går sammen med de arabiske partier, der tilsammen ville kunne vælte Netanyahu, som han mener er »uærlig.«

»Meget gerne. Hvis Eisenkot kunne indgå en aftale med de arabiske partier ville jeg tage (den mulighed) med det samme.«

B.T. taler også med Eitan Aboudi, en ældre mand der vil helst ikke fortælle, hvilket parti han har stemt på, ud over at det tilhører anti-Netanyahu-blokken.

»Jeg er skuffet. Jeg håbede, at venstrefløjen ville vinde. Men jeg er ikke sikker på, at Netanyahu har vundet.«

Eitan er dog ikke enig med de tre andre israelere i, at en samlingsregering er den rette vej frem. Skulle Eisenkot ende i sådan en situation, mener Eitan, at vælgerne helt sikkert vil straffe ham.

»Nej. Hvis han Eisenkot gaar med Netanyahu tror jeg han taber det næste valg,« siger han.