På tirsdag afholdes valg til Israels parlament, Knesset. 

Det får mange israelske statsborgere rundt omkring i verden til at betale dyre domme for at vende snuden hjem og sætte et kryds. 

Og ifølge The Telegraph skal det ikke sættes ved den nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu. 

En af dem, som mediet har talt med, er 47-årige Adam Pines, som har brugt 2900 dollar, svarende til lidt over 19.000 kroner, på at komme fra Los Angeles til Tel Aviv. 

»Jeg føler, at Israel har mistet sit moralske kompas,« fortæller han til mediet, og understreger, at han ønsker at vælte den nuværende og længst siddende premierminister. 

Også 55-årige Orit Eyal-Fibeesh tager turen fra sit hjem i Storbritannien sammen med sin mand og søn. De har brugt næsten 9000 kroner hver på en flybillet.

Hun mener, at valget er sidste chance for at redde Israel fra en regering, som hun mener har ført dem mod katastrofe.

En israelsk lov gør, at landet ikke tillader størstedelen af ​​sine borgere, der bor i udlandet, at brevstemme. Derfor er de nødsaget til at rejse hjem, hvis de vil have indflydelse på valgets udfald. 

Ifølge The Jerusalem Post viser en undersøgelse Flyv&Stem-initiativet, at omkring 67.000 israelere i udlandet planlægger at vende hjem for at stemme til valgdagen.

De seneste polls fra Haaretz viser, at Netanyahus regering ligger meget tæt med oppositionen. Du kan følge de seneste målinger HER.