Israel har ikke tænkt sig at trække sine soldater ud af det sydlige Libanon under en våbenhvile.
Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge Reuters og bekræfter, at Israel og Libanon er blevet enige om en midlertidig våbenhvile på ti dage.
Den korte våbenhvile giver ifølge Netanyahu muligheden for en "historisk fredsaftale" med Libanon.
Han understreger dog, at en afvæbning af den militante gruppe Hizbollah stadig er en forudsætning, og at Israel fortsat vil beholde sit militærs tilstedeværelse langs en ti-kilometers "sikkerhedszone" langs grænsen i det sydlige Libanon.
Meldingen fra Netanyahu kommer kort efter, at Hizbollah i en skriftlig udtalelse siger, at en eventuel våbenhvile ikke må tillade Israel fri bevægelighed inden for Libanons grænser.
Hizbollah understreger desuden, at tilstedeværelsen af israelske soldater på libanesisk territorium vil give Libanon og dets folk "retten til at gøre modstand", skriver Reuters.
Det var USA's præsident, Donald Trump, der tidligere torsdag annoncerede, at de to lande var blevet enige om en midlertidig våbenhvile.
Under et pressemøde samme dag siger Trump, at også Hizbollah er inkluderet i våbenhvilen mellem Israel og Libanon.
Libanons hær opfordrer ligeledes torsdag landets indbyggere til at vente med at vende tilbage til landsbyer i den sydlige del af landet, før våbenhvilen er trådt i kraft.
Det oplyser hæren i en erklæring, skriver nyhedsbureauet dpa.
Hæren advarer desuden borgere mod at nærme sig de områder, hvor israelske soldater er rykket frem.
Mindst syv mennesker er ifølge det libanesiske sundhedsministerium blevet dræbt i et israelsk angreb i det sydlige Libanon torsdag.
Det oplyste sundhedsministeriet ifølge nyhedsbureauet AFP, blot timer før våbenhvilen efter planen skal begynde klokken 23 dansk tid.
/ritzau/
