Aktivister fra skibe, som er blevet stoppet af den israelske flåde, bliver fløjet fra Israel til Europa.
Aktivister fra skibene i den nødhjælpsflotille, som onsdag aften blev stoppet af den israelske flåde på vej til Gaza, bliver deporteret til Europa.
Det skriver Israels udenrigsministerium på det sociale medie X.
En del af deltagerne fra flotillen sejler til Israel, hvorfra de israelske myndigheder altså vil sende dem tilbage til Europa.
Bag flotillen står initiativet Global Sumud Flotilla.
- Hamas-Sumud-passagererne er om bord på deres yachter på vej sikkert og fredeligt til Israel, hvor deres deportationer til Europa vil begynde.
- Passagererne er i sikkerhed og ved godt helbred, skriver ministeriet.
Israel beskylder aktivisterne for at samarbejde med den militante bevægelse Hamas, som Israel fører krig imod i Gaza.
Det israelske udenrigsministerium har offentliggjort to billeder af nogle af aktivisterne i sit opslag på X torsdag morgen.
Aktivisterne sidder tilsyneladende på et skibsgulv omgivet af redningsveste. Én af dem, man kan se, er den svenske aktivist Greta Thunberg.
Global Sumud Flotilla oplyste natten til torsdag, at Israels militær havde stoppet 13 af flotillens skibe, mens 30 skibe sejlede videre mod Gaza.
Flotillen, der transporterer medicin og mad til Gaza, består ifølge nyhedsbureauet Reuters af over 40 civile både med omkring 500 politikere, advokater og aktivister om bord.
Saif Abukeshek, der er talsmand for flotillen, siger ifølge AFP, at der var omkring 200 personer om bord på de 13 skibe, der blev stoppet af Israels flåde onsdag aften - heriblandt mange fra Spanien og Italien.
Flotillen meldte onsdag aften, at den var blevet omringet af skibe fra den israelske flåde, og at militært personel var gået om bord.
Det er Greta Thunbergs andet forsøg på at nå frem til Gaza.
I juni blev hun og andre aktivister stoppet af Israel i internationalt farvand vest for det krigshærgede område.
De blev også dengang bragt til Israel og siden deporteret tilbage til deres respektive hjemlande.
En anden flotille, som den danske folketingspolitiker Victoria Velasquez (EL) er en del af, er også på vej til Gaza med nødhjælp.
Denne befinder sig i nærheden af den græske ø Kreta.
/ritzau/