Lederen af Hamas' væbnede fløj, Mohammed Odeh, er blevet dræbt under et israelsk angreb på Gaza By tirsdag.

Det skriver Israels forsvarsminister, Israel Katz, onsdag morgen i et opslag på det sociale medie X.

Forsvarsministeren meddelte tirsdag aften i en udtalelse sammen med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at et angreb i Gaza tirsdag var rettet mod netop Odeh.

Angrebet fandt sted, 11 dage efter at Odehs seneste forgænger, Izz al-Din al-Haddad, blev dræbt i et israelsk angreb den 15. maj.

Netanyahu og Katz beskrev efterfølgende al-Haddad som en person med en central rolle under angrebet på Israel 7. oktober 2023.

Det samme var Mohammed Odeh, skrev Netanyahu og Katz i deres fælles udtalelse tirsdag aften.

- Odeh var chef for Hamas' efterretningstjeneste under massakren den 7. oktober og blev for cirka en uge siden udnævnt til efterfølger for Izz al-Din al-Haddad, lød det i erklæringen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hamas stod i spidsen for angrebet på Israel 7. oktober 2023, hvor cirka 1200 personer blev dræbt, og 250 personer blev taget som gidsler.

Angrebet fik Israel til at iværksætte krigen mod Hamas i Gaza.

Hamas og Israel nåede i oktober sidste år frem til en aftale, der stoppede de mest omfattende kamphandlinger, men det er ikke lykkedes at nå frem til en permanent og varig løsning på konflikten i det palæstinensiske område.

Siden aftalen har der været sporadiske israelske angreb i Gaza, ligesom Israel har beskyldt militante i området for at angribe israelske soldater.

Situationen i det palæstinensiske område fik i sidste uge de tre internationale hjælpeorganisationer Oxfam, Save the Children og Refugees International til at advare om katastrofale humanitære forhold. Opråbet handlede ikke primært om angreb, men om mangel på basale fornødenheder i Gaza.

Ifølge organisationerne nægter Israel de fleste erfarne hjælpeorganisationer at bringe tilstrækkelige mængder forsyninger ind i området. Det gælder blandt andet udstyr til reparation af vandforsyninger, telte og medicinsk udstyr.

Våbenhvilen i Gaza trådte officielt i kraft den 10. oktober 2025.

Den første fase af våbenhvilen førte til frigivelsen af de sidste gidsler, der blev taget af Hamas under angrebet på Israel 7. oktober 2023, i bytte for palæstinensere tilbageholdt af Israel.

Den næste fase – som involverer en afvæbning af Hamas og en gradvis tilbagetrækning af den israelske hær, som stadig kontrollerer mere end halvdelen af Gaza – er ikke trådt i kraft.

/ritzau/