Israel har lørdag lukket skoler og luftrummet over landet, efter at det har indledt et angreb mod Iran.
Det oplyser Israels militær lørdag morgen, kort efter at den israelske forsvarsminister, Israel Katz, har oplyst, at Israel har indledt et "forebyggende angreb" mod Iran.
Luftrummet er lukket for almindelige flyvninger, indtil "sikkerhedssituationen tillader", at det åbnes igen.
Som en del af det kriseberedskab, Israels militær har iværksat lørdag, er al undervisningsaktivitet og forsamlinger forbudt. Også arbejdspladser - med undtagelse af væsentlige sektorer - er blevet lukket.
Amerikanske unavngivne embedsmænd har desuden oplyst, at der er amerikanske angreb på vej mod Iran. Det skriver CNN.
En kilde har sagt til Reuters, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ikke befinder sig i hovedstaden Teheran og er blevet overført til et sikkert sted.
Fra iransk side er hverken Israels angreb eller meldingerne fra de amerikanske embedsmænd blevet bekræftet.
Meldingen om angreb lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA's nærmeste allierede.
USA's præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at angribe Iran.
Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.
Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.
/ritzau/
