Israel lukker alle grænseovergange til Vestbredden på valgdag
Grænseovergange mellem Israel og Vestbredden lukkes tirsdag på israelsk valgdag efter skududveksling fredag.

Grænseovergange mellem Israel og Vestbredden lukkes tirsdag på israelsk valgdag efter skududveksling fredag.

Det israelske militær (IDF) vil indføre en nedlukning af alle grænseovergange fra Vestbredden til Israel i forbindelse med tirsdagens parlamentsvalg i Israel.
Det meddeler IDF søndag ifølge nyhedsbureauet AFP på beskedtjenesten Telegram.
Beslutningen er truffet efter en skududveksling fredag mellem palæstinensere og israelske soldater på Vestbredden.
To palæstinensere mistede livet i skududvekslingen. Det samme gjorde to israelske soldater.
- Det politiske lederskab har godkendt et forbud mod palæstinensiske arbejderes ind- og udrejse i hele Judæa og Samaria samt Jordandalen, herunder industriområder, ligesom alle grænseovergange vil være lukket på valgdagen tirsdag den 27. oktober 2026, skriver IDF.
Judæa og Samaria er de israelske navne for de områder, der udgør Vestbredden.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, beordrede allerede fredag, kort efter skududvekslingen, der foregik ved Farsh al-Hawa-kontrolposten nær byen Hebron, en nedlukning af Vestbredden.
Netanyahu nævnte ikke, hvordan nedlukningen ville foregå.
Premierministeren skrev i samme ombæring militæret for at have afværget "et stort terrorangreb".
Senere rykkede det israelske militær ifølge AFP ind i Hebron. I nabolaget Ein Dir Baha blev flere huse markeret med et X. Det skulle vise, at huset er blevet ryddet for mennesker.
Omkring 250 palæstinensiske familier var lørdag eftermiddag ifølge AFP blevet fordrevet fra deres hjem i byen Hebron.
Det har på det seneste været spændinger på det israelskbesatte Vestbredden efter voldelige hændelser mellem palæstinensere og israelske bosættere.
Israelske bosættere har blandt andet overfaldet palæstinensiske olivenplukkere.
I sidste weekend blev en delegation med europæiske diplomater angrebet, da de befandt sig i den palæstinensiske landsby Taybeh, hvor de overværede olivenhøsten.
En 78-årig borgmester fra den franske by Aulnoye-Aymeries fik tæsk af bosætterne.
Premierminister Benjamin Netanyahus kontor hævdede efter overfaldene, at der var tale om en "smædekampagne" mod bosætterne.
De seneste meningsmålinger inden tirsdagens valg i Israel viser, at ingen af landets politiske blokke kommer til at få flertal i Israels parlament, Knesset.
38 partier er opstillet ved valget, og meningsmålingerne viser, at mellem 11 og 13 partier kommer til at blive valgt ind.
Israelske regeringer er typisk koalitionsregeringer. En ny regering behøver ikke at være en flertalsregering, men den skal have opbakning fra et flertal i parlamentet.
Der skal vælges 120 medlemmer til Knesset. Der er 7,3 millioner stemmeberettigede i Israel.
RITZAU