Som følge af angrebet i Iran og den højspændte sikkerhedssituation, har Israel lukket alle ambassader verden over.

Og det er »helt forventeligt«, siger B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.

»Ambassaderne er meget udsatte og langt lettere mål for Iran – og terrorgrupper – at angribe. I Mellemøsten opererer man ofte med 'øje for øje',« siger han og fortsætter:

»Derfor vil Iran sandsynligvis forsøge at likvidere en israelsk ambassadør som gengældelse for Israels likvideringer af iranske generaler.«

Det er dog ikke først efter Israels angreb natten til fredag, at sikkerheden på ambassaderne er blevet markant forøget.

»Sikkerheden på israelske ambassader har generelt været en topprioritet siden 7. oktober. Israelske statsborgere i udlandet er også mål for Iran, så der vil sikkert komme nogle opdaterede retningslinjer fra Udenrigsministeriet til alle israelere, der befinder sig i udlandet,« siger Jotam Confino.

Den israelske ambassade i Danmark har allerede været ude med en advarsel til folk med jødisk eller israelsk baggrund og bedt dem tage følgende forbehold:

  • Undgå at vise jødiske eller israelske symboler i offentlige rum.

  • Undlad at offentliggøre identificerbare oplysninger om din placering eller dine rejseplaner på sociale medier.

  • Undgå at deltage i store forsamlinger eller begivenheder med tilknytning til Israel eller jødiske samfund.

  • Samarbejd med lokale sikkerhedsstyrker og følg deres instruktioner øjeblikkeligt, hvis du udsættes for fjendtlig aktivitet.

  • Vær ekstra opmærksom på offentlige steder.

Du kan følge seneste nyt om Israels angreb på Iran i B.T.s liveblog HER.